Det danske band Town Portal spiller instrumental mathrock, der aldrig bliver rigtig interessant. På Chronopoly er skæringernes gennemgående klassiske opbygning skyld i, at albummet ender med at blive et lettere kedeligt bekendtskab med en ganske beskeden holdbarhed.
The Good The Bad er på gaden med deres tredje udgivelse. Deres elektriske Morricone-westernstil fremføres igen med stor dygtighed på alle pladens 17 skæringer. Det er flot, tiltrækkende og faktisk lige tilpas.
Det er en prøvelse for ethvert band at skille sig ud fra mængden og skabe en længerevarende interesse i vores øregange. Når der spilles instrumental postrock, skal der en kraftanstrengelse til for at bære musikoplevelsen videre, end hvad den gængse lytter hurtigt vil glemme. Pg.Lost forsøger.
Hvis man er til det stort opslåede og pompøse i den musikalske verden, bliver denne strygerbesatte plade et hit. Dog kan de store armbevægelser godt blive en anelse for meget, og det får albummet til at tippe til en lidt negativ side, selvom det ellers er rigtig flot skruet sammen.
Den engelske hip hop- og soulproducer The Purist er netop klar en med sin nye ep, The Double Feature EP, hvor den højt respekteret newyorker-rapper Action Bronson er blandt de medvirkende.
Pelican viser en ny retning i deres postmetal, uden at det behøves at trækkes i lange drag. På under 20 minutter basker pelikanen med sine tunge vinger, dykker ned efter en fisk, flyder lidt rundt og når tilbage til skyerne med fornyet kraft.
Andrew Bird rammer med sit syvende soloalbum en glædesstrålende og smittende sindsrig stemning, og med violinen helt fremme i det instrumentale billede er der ingen tvivl om, hvad der er Birds karakteristika og musikalske styrke. Break It Yourself er et smagfuldt og svingende album, der trækker Bird til toppen.
De tre australiere i Dirty Three leverer på Toward the Low Sun deres bud på, hvordan en punk-avant-garde-art-jazzplade lyder - og det er ikke helt dårligt.
Lytterens tilgang til Earths nye plade er altafgørende i forhold til lytteoplevelsen, for de mange træge og demotiverende gentagelser gør det vanskeligt at finde inspiration i bandets melankolske lydbillede. For at få noget ud af Angels of Darkness, Demons of Light II skal man være klar på at ville bruge sit eget følelsesliv som en del af oplevelsen, hvis man ikke skal give op undervejs.
Mike Patton har skabt et sammenhængende og stemningsfyldt album, der på mange måder er medrivende. Alligevel mangler man som lytter hans kendetegnende vokal til at fuldende aftrykket på pladen.
Unset er på mange måder typisk Troels Abrahamsen, men er mere houset, end man er vant til. Pladen viser også en mere minimalistisk side af Abrahamsen, der desværre ender med at trække helhedsindtrykket lidt ned.
Surfrock og masser af det. The Tremolo Beer Gut fyrer den af med surfguitarer og covernumre i stor stil, men det bliver for ensformigt og ikke videre interessant.
Björks nyeste udspil er på mange måder et smukt og poetisk bekendtskab, selvom helhedsindtrykket trækkes en smule ned af de elektroniske passager, der bryder med pladens kongruens.
Der er ikke langt fra den finske musikscene til græsk mytologi. Det forsøger gruppen Siinai at skildre musikalsk på deres synthfokuserede debutalbum, Olympic Games, hvis tematiske grundlag netop er den gigantiske sportsbegivenhed.
Jonas Bjerre har taget en lille Mew-pause og skabt et let, drømmende soundtrack til Rune Schjøtts debutfilm. Musikken kan dog også stå alene og er en fin solodebut for Bjerre.
Hvis du ikke allerede er postrock-fan, så gør dig selv den tjeneste at blive det. East of Youth er københavnske The Shaking Sensations' først fuldlængdealbum, der alt i alt er en rigtig god debut.
Fra USA's bibelbælte leverer This Will Destroy You ugæstfri og indadvendt postrock. Det er et særdeles vellykket bekendtskab.
Verden bliver et mørkt og dystert sted, når man hører det tredje album fra de nordjyske postrockere i The Seven Mile Journey.
Mogwai var i glimrende form, selvom manglen på blod ud af øregangene er et irritationsmoment, når det netop er Mogwai. Fokus lå på de nye numre, men et par favoritter gav buler i både ører og tag, da der blev givet pokker i lydrestriktionerne.
Den svenske trio har på deres nye ep fået selskab af en pianist og sangerinde og en strygerkvartet, som anslår et svingende, sigøjnerlydende tema. Lyden og lyrikken følges dog ikke ad, hvilket gør det svært at optage den alvor, bandet forsøger at formidle.
