Tag - Julie Maria

Siden den poppede jazzdebut Beautiful Minor fra 2004 har den nu 26-årige sangerinde Julie Maria taget nogle skarpe drejninger. I dag er hun langt fra jazzen og lægger sig mere op ad singer/songwriter-traditionen. Den største fornyelse hos Julie Maria er dog, at hun har skrottet det engelske til fordel for modersmålet. Inspirationen hertil kom fra TV-2’s Steffen Brandt, der efter Julie Marias debut fik ørene op for sangerinden og inviterede hende til at deltage i en koncert. Senere tog de på turné med fortolkninger af hinandens numre. Det blev også til en duet på TV-2’s album De første kærester på månen. Julie Maria lægger ikke skjul på betydningen af mødet med Steffen Brandt og den danske lyrik. Når man lytter til På kanten af virkeligheden, kan man da også kun rose Julie Marias sprogvalg. Ordene rammer dybt, når modersmålet mestres som her. En engelsksproget udgave af denne plade, kan jeg kun forestille mig ville være mindre vedkommende. Det er langtfra kun teksterne, hvis intensitet øges på dansk. Det er også selve den måde, Julie Maria synger sine tekster på – med sjæl og kraft. Det kan høres, at hun mener, hvad hun synger, og at ordene flyder direkte fra hjertet over læberne. Julie Maria siger tak for sidst til Steffen Brandt med duetten “At elske dig”, der langsomt og selvsikkert udfolder sig. Stemmerne supplerer hinanden fint og bærer stor ærlighed og oprigtighed. Kærligheden behandles med alvor, og nummeret ender ikke som en oversentimental kærlighedsduet, men derimod som et af albummets bedste sange. Ud over kærligheden kredser Julie Maria i sine tekster også om den lurende ensomhed, den altopslugende længsel efter så meget, og det at turde satse. I “Måske egnet” lader Julie Maria tvivlen komme til orde. Det kan være svært at finde ud af, hvad og hvem der skal satses på – som titlen også hentyder til. »Du siger jeg er hende du vil ha / Jeg frygter du får mig en dag,« synger Julie Maria og fortsætter i debatterende duet med sig selv, hvor både ja’er og nej’er klinger om kap. To stærke country-inspirerede numre ligger i forlængelse af hinanden: “De andre” og “Nattevandrer”. Førstnævnte er tilbagelænet cool med et skarpt blik på den hverdag, der kan blive lidt for hverdagsagtig, mens “Nattevandrer” med den smilende, pulserende rytme bestemt har ørehængerkvaliteter. I “Hjerteløv” viser den pæne sangerinde, at hun også kan rocke. Det er et af de numre, hvor samspillet mellem det sarte og det kraftige kan sende tankerne hen på Under Byen. På kanten af virkeligheden er ikke i nærheden af at være så eksperimenterende som Under Byens plader, men der er en smule lighed i sartheden og vokalen, hvor Julie Maria ligesom Henriette Sennenvaldt kan tangere det stemningsfyldt naive – “En sommerpige” er et eksempel. Netop dette nummer er dog noget svagt, bl.a. fordi vokalen bliver for spinkel. Som sangerinde skaber Julie Maria med fraseringer og skift i tryk og tempo en uregelmæssig, levende stil. Den styrer hun med ro og sikkerhed på de af numrene, der har nok krop til at understøtte vokalen – det gælder størstedelen. Men f.eks. er “Min Tornerose” forvirrende i opbygningen – særligt i omkvædet, hvor Julie Maria synes at flakke omkring og jage melodier, der ikke lader sig fange ind. Vokalen og melodien kommer her til at virke ufærdige. Resten af albummet et til gengæld ikke ufærdigt. På kanten af virkeligheden er et velproduceret og lækkert album, hvor Julie Marias vedkommende sange kommer fint til deres ret. Kort sagt er Julie Maria med få forbiere og mange mål en interessant ny spiller på det danske musiklandshold.