Tag - King Midas Sound

Nyheder

Kode 9 og King Midas Sound klar til Jazzhouse

De seneste år har dubstepgenren vundet stort indpas blandt musikfans i hele Europa. Den første lørdag i november kan to af scenens mest prominente og velansete navne opleves i København. Det er Jazzhouse, der d. 6. november kl. 23 kan præsentere King Midas Sound og Kode 9 for en entrépris på 60 kroner. Når King Midas Sound kan kaldes lidt af et scoop for spillestedet, skyldes det, at bagmanden bag projektet er Kevin Martin, der også udgiver under navnet The Bug – senest til store anmelderroser for albummet London Zoo fra 2008. Når Martin har King Midas Sound-kasketten på, samarbejder han med Roger Robinson, der også lagde stemme og tekst til et af numrene på London Zoo, og den japanske sangerinde Kiki Hitomi. Kode 9 alias Steve Goodman er stifteren bag det højt respekterede pladeselskab Hyperdub, der udgiver kunstnere som Burial, Ikonika, albumaktuelle Darkstar og, nå ja, King Midas Sound. Derudover udgiver han også sin egen musik, og ifølge Hyperdub er han og vokalisten The Spaceape klar til i begyndelsen af næste år at udsende opfølgeren til deres debutalbum, Memories of the Future fra 2006. Den basmusikalske aften på Jazzhouse er en del af årets Wundergrund Festival, der i løbet af den kommende halvanden uges tid præsenterer en lang række koncerter, hvor eksperimentalmusik og andre kunstformer mødes. Se mere på festivalens hjemmeside.