Taiwanske Alex Zhang Hungtai plus livemusikere spillede kun to numre fra sit mest kendte og nyeste album Badlands, men den eksperimenterende rockkoncert og det psykedeliske åndemageri, publikum fik på Stengade, var til 5 U'er. Inden da leverede danske Marching Church en fin opvarmning.
Psych-space-kraut-gruppen Papir har med sit andet album, dobbelt-lp'en Stundum, begået en imponerende bedrift; de har lavet en syrerockplade på knap 80 minutter, der hverken lyder bedaget eller ligegyldig.
Emeralds' Steve Hauschildt har lavet en soloplade, der går på grund i et for uinteressant og smagfuldt udtryk og ikke indfrier forventningen om den store, kosmiske tur, endsige pladens egne konceptuelle tilstræbelser.
Lørdag stod i foyer-scenens tegn. Et amplificeret piano, en portugisisk guitartroldmand samt en musikklasse-opførsel slog benene væk under resten af nattens syrerockacts.
Et sted mellem ambient, newage og kraut spænder Rachel Evans lag på lag af lys vokal ud over pulserende synthesizere og sender lytteren på en fortryllende rundrejse i kosmos.
Festival of Endless Gratitude lover uoverstigelige mængder af taknemmelighed, næstekærlighed og mikrobryg. Der er ingenlunde tale om valgflæsk, selvom torsdagens besøgstal kun lige bringer festivalen over spærregrænsen.
Den islandske orgelrockgruppe (de findes!) Apparat Organ Quartets anden plade lever op til forventningerne. Der er gået ni år siden debuten, men den særegne Playmobil-lyd er intakt. Heldigvis for det.
Den danske psychrockkvartet er klar til at udgive anden del af samarbejdsprojektet med Sunburned Hand of the Man-medlemmet Ron Schneidermann.
Deerhunter tromlede publikum ned med sin særegne blanding af støjflader, lange, nådesløse krautpassager og sfæriske melodier, der alligevel gjorde det umuligt ikke at nynne med.
Sent onsdag aften overvældede Caribou et propfyldt Poble Espanyol og befalede publikum at lade sig opsluge af tropenattens ekstatiske pulseren.
Den ambiente og stærkt kraut-kosmiske duo fylder på sit fjerde album lydbilledet helt ud med blippende, boblende, summende synthlyd. Det betyder desværre, at de drukner de kvaliteter, der før har fået dem til at skille sig ud fra mængden.
The Machine spiller tung psychrock. Det er helt fint, men grundlæggende temmelig uinspireret. Til trods for rigeligt spilletid udvikler deres halv-jammede eskapader sig aldrig til noget synderlig interessant.
Strid kuling med Jørgen Teller & the Empty Stairs' bagovervæltende noise og en mindre pondusladet, men mere ildevarslende ørkenbrise fra Sunburned Hand of the Man. Tirsdag var impro-aften på Loppen.
Cluster (med C) har genudgivet deres debutalbum fra '71. Det giver i den grad anledning til at fejre en vaskeægte milepæl i nyere musikhistorie.
På andendagen rullede Festival of Endless Gratitude videre i en behagelig trummerum, der bød på den helt rigtige vægtning af tryghed og udfordring.
Pink Marines er en ny, dansk electropop-duo, der i september spiller i København og omegn. Vi har spurgt dem, hvilken musik der inspirerer dem.
Det er lige ved og næsten på Holy Fucks nye postrock/electronica/kraut-album. Et godt album, der desværre har for lidt styrke og vildskab, og som derved – til trods for masser af Gameboy-bip – ender med at være for pænt.
Den tyske postrocktrio er taget til krautlegenderne Fausts studie i Sydtyskland, har ladet kontrolmanien ligge derhjemme og lavet sin bedste plade i næsten 10 år. Aldrig har To Rococo Rot lydt så meget som et band.
Kieran Hebden spørger Sunburned Hand of the Man, om de kan lege. Det kan de godt, men efter både frugtsalat og stoledans vil flippergruppen lege nogle, for Hebden, kedelige (og mærkelige) stillelege. Heldigvis leger de hjemme hos ham, så da han råber »jorden er giftig« og sætter ild til gulvet, er alle med på idéen.
En god håndfuld album inde i sin levetid er den tyske duo Tarwater i sit 10. leveår begyndt at eksperimentere med analoge instrumenter som spansk guitar og klarinet. Men det er stadig de mørke pop-elektroniske musikeksperimenter, der fanger lytteren i en fantastisk trance.
