Tag - mathrock

Nyheder

Marvins Revolt udkommer i Danmark

Marvins Revolt udkommer i danske pladebutikker Nogle gange hænger verden mærkeligt sammen. Det her er i hvert fald et af de mere usædvanlige resultater af globaliseringen. Sidste år i september udgav danske Marvins Revolt deres andet album, Killec, som blev ganske godt modtaget her på Undertoner. Det udkom dog på det irske selskab Popular Records, hvorfor det besynderligt nok ikke kom i dansk distribution. Efter et par fusioner og ad diverse andre omveje bliver albummet nu endelig officielt tilgængeligt i de danske pladebutikker. Det, kan man sige, var på tide.

Interview

Battles – vi er et rockband

Battles begyndte uden nogen faste ideer om den musikalske retning. Siden har bandet fundet en ganske effektiv balancegang mellem mainstreampop og avantgarderock. Men selvom om musikken taler til danseskoene, er Battles et rockband.

Plader

Pivot: O Soundtrack My Heart

Australske Pivot har fået kontrakt på det engelske, visionære electronica-selskab Warp, hvor de passer fint ind med deres utallige elektroniske manipulationer. De bliver så opblødt med storladne, analoge melodilinjer fra synthesizere eller guitarer. Desværre lykkes fusionen ikke helt, og derfor når bandets høje ambitioner ikke i mål.

Nyheder

De 20 bedste bands i New York

De 20 bedste bands i New York lige nu Lister! Ja, vi elsker lister, så hvad med en liste over de 20 bedste bands i New York lige nu ifølge New York Press. Det skal dog understreges, at deres definition af band er lidt sær. Medmindre folk som El-P og Danger Mouse har udvidet. 1. Animal Collective Essential track: Fireworks 2. The Walkmen Essential track: In The New Year 3. TV on the Radio Essential track: Stork and Owl 4. Sonic Youth Essential track: Teenage Riot 5. Gogol Bordello Essential track: Wonderlust King 6. Department of Eagles/Grizzly Bear Essential track: Teenagers by Department of Eagles, Little Brother by Grizzly Bear 7. Marnie Stern Essential track: Transformer 8. Battles Essential track: Atlas 9. Dirty Projectors Essential track: Fucked for Life 10. El-P Essential track: Up All Night 11. Yeasayer Essential track: No Need to Worry 12. Parts & Labor Essential track: Ghosts Will Burn 13. Obits Essential track: Widow of My Dreams 14. Les Savy Fav Essential track: Patty Lee 15. LCD Soundsystem Essential track: All My Friends 16. The National Essential track: Apartment Story 17. Apes & Androids Essential track: Hot Kathy 18. Motel Motel Essential track: Coffee 19. Danger Mouse Essential track: “œThe Mask” by Dangerdoom 20. Magnetic Fields Essential track: Take Ecstasy With Me Det er jo ikke nogen dårlig liste, men det må alligevel anses som en eklatant fejl, at Gang Gang Dance kun er blandt boblerne.

Koncerter

Jneiro Jarel’s Shape of Broad Minds, Battles, Yeasayer, 04.07.08, Roskilde Festival

Jneiro Jarel’s “Shape of Broad Minds”, 04.07.08, 17.00, Cosmopol Måske var det varmen, måske var Jneiro Jarel ikke kendt eller hypet nok, eller måske var det bare på grund af Gnarls Barkley, der spillede på samme tid og så endda på Orange. Shape of Broad Minds måtte i hvert fald se ud på et Cosmopol, der hverken var halvt eller kvart fyldt med folk, der kunne understøtte svedende beats og utugtige rim. Og de, der var der, syntes også kun at være svagt interesserede for Jneiros jazzede og svævende rap, hvilket er synd, da Craft of the Lost Art var en af 2007’s mest interessante og psykedeliske hiphopudgivelser. Det var derfor ærgeligt, at ingen af de ting rigtig gjorde sig gældende ved gårsdagens koncert, hvor Jneiro smilende og energisk var opsat på at “pumpe” folk op, når han reelt set kunne levere den mest interessante og anderledes hiphop-live-oplevelse, hvis han turde. Han forsøgte sig med et par af de mere udsyrede numre, akkompagneret af guitar, men det blev skæmmet af en elendig lyd, der var født til at drukne samples og et til tider temmelig ueffent guitarspil. Så skal der være fest, så lad der være forsøg på fest. Og der kom da også mere gang i folk, da Jneiro introducerede Khuju Goodie, medlem af klassiske Goodie Mob, der også bestod af selveste Cee-Lo fra koncertfællerne Gnarls Barkley. Med sin benprotese og et tungt, tungt flow fik Khuju og Jneiro sammen blødt op for folk i en kort stund med en gruppe tunge, crunk-inspirerede sange, der fik folk til at gynge. Uanset dårlig lyd kan man jo altid mærke en bas, og det var også et af lyspunkterne ved en skuffende koncertoplevelse fra en veloplagt kunstner. (AM) Battles, 04.07.08, 00.00, Odeon Det er de færreste, der får set sig selv i spejlet på Roskilde, men det var lige præcis, hvad Battles gjorde sent fredag aften. Med deres sædvanlige sans for rytmisk/melodisk mosaik og spejling af temaer blæste de hovederne af publikum med et smil på læben og ydmyg overlegenhed. (Bas-)guitaristen David Konopka startede løjerne med at loope en basostinat, der rumsterede højt og længe, indtil resten af kvartetten indfandt sig til lyden af loopet og de obligatoriske klapsalver. Trommeslageren John Stanier, der tidligere har slået sine folder i Helmet og Mike Pattons Tomahawk, slog nu koncerten i gang med enkelhed og præcision. Langsomt, men sikkert blev tempoet forøget, og de to keyboardspillende guitarister, Tyondai Braxton og Ian Williams, begyndte så småt med deres indbyrdes kendemærke i scenevant sammenhæng: kunsteriske spasmer, der – uanset deres til tider hysteriske karakter – formidler følelsen af spændstigheden i Battles’ udtryk. Det var netop en følelse af totaloplevelse, der var mest sigende for denne koncert fredag aften. For hvor Battles med et voldsomt overskud demonstrerede deres direkte overlegenhed i krydsfeltet mellem mainstreamens power og undergrundens eksperiment, skortede det heller ikke på interaktion med publikum. Med eksempelvis en Braxton i vokal topform i videohittet “Atlas” stående med fagter til publikum, understregede gruppen energisk, at de har rykket sig milevidt fra den langt mere indadvendte postrock-attitude, man oplevede ved deres første koncert i Danmark tilbage i 2006. Der blev overvejende paraderet med materialet fra gruppens regulære albumdebut, Mirrored, men naturlige afstikkere til ep’erne blev naturligvis bragt til torvs, og dette var til stor glæde for undertegnede, hvor især “Tras” på fremragende vis fremstod som en art udstikker til fremtidige planer og bedrifter. En sådan fremsynethed må gerne fortsætte, således at vi måske snart igen kan se Battles gøre det umulige og overgå sig selv endnu en gang. Totaloplevelser er jo alligevel en sjælden ting. (LB) Yeasayer, 04.07.08, 01:00, Pavilion Visuelt fangede frontmand Chris Keatings spastiske bevægelser, Luke Fasanos oprejste position foran trommerne og bassist Ira Wolf Tutons Obelix-frisure øjeblikkeligt ens interesse, men den aparte samling musikere, der kalder sig Yeasayer, kunne ikke holde interessen fanget særlig længe og højst i små glimt. Det, Yeasayer fik ud af anstrengelserne på Pavilion-scenen, var langt fra nogen stor auditiv oplevelse. Yeasayers debutalbum, All Hour Cymbals, er en kompleks størrelse. Melodierne er flettet ind i hinanden, vokalerne er flerstemmige, og bandet har hentet musikalsk inspiration i Mellemøsten og Afrika. Men én ting er et studiealbum; noget andet er en live-optræden, og for Yeasayer lykkedes det ikke at overføre udtrykket fra pladeindspilningerne i live-regi. Det er der naturligvis intet i vejen med, hvis det er anderledes til det bedre, men i dette tilfælde var det til det værre. Alle, der troppede op til koncerten efter at have hørt Yeasayers plade, kan derfor næppe have været andet end skuffede over bandets optræden. Mellemøstlige musikinstrumenter var mestendels erstattet af loops, så kun Fasanos tribale trommespil og masser af håndklap gav new yorker-bandet et skær af noget eksotisk. Og derfor lød bandet hverken mere eller mindre interessante end ethvert andet nordamerikansk indierockband. Ej heller på vokalfronten, der ellers er en væsentlig del af Yeasayers udtryk, blev den vare, man kunne forvente, leveret. Chris Keatings stemme var alt for skinger og ufokuseret, mens de to øvrige vokalister, Ira Wolf Tuton og Anand Wilder, ikke nåede højder, hvor deres flerstemmighed blev fængslende. Et af de stærkeste numre på bandets repertoire, “2080”, var et lyspunkt, men det skinnede dog så svagt, at det ikke kunne overstråle en rodet og tam omgang tribal-indie. (LDL)

Plader

Barra Head: Go Get Beat Up

Også tredje gang er lykkens gang for danske Barra Head – endda mere end nogen sinde. Lydbilledet er blevet pudset af, så de kontante og konsekvente sange står knivskarpt frem. Men afpudsningen har ikke gjort Barra Head pæne eller kedelige.

Plader

Marvins Revolt: Killec

Forandring fryder hos danske Marvins Revolt. Støjrocken er lagt på hylden til fordel for melodisk mathrock. Den snørklede rytmik har bandet altid dyrket, men nu rendyrkes den, og det gør Killec til et hæderligt udspil.

Plader

Battles: Mirrored

For tre år siden blev de udråbt til indieverdens supergruppe. Formelt indfriede de forventningerne med den formeksperimenterende ep-opsamling EP C/B EP. Nu er det så blevet tid til det egentlige debutalbum. Og de kan mildt sagt godt se sig selv i spejlet.

Plader

31Knots: The Days and Nights of Everything Anywhere

31Knots er allerede klar med et fuldlængdealbum ovenpå efterårets ep. De fortsætter på samme måde som hidtil. Musikken er en blanding af en lang række genrer. Disse blandes til tider formidabelt og til tider mindre formidabelt. Pladen er dog så afgjort en interessant oplevelse.

Plader

31Knots: ep:Polemics

31Knots har en forkærlighed for mathrock og progrock, som de lader sammensmelte til sange, der vil en frygtelig masse på én gang. ep:Polemics er et mellemspil, mens vi venter på den næste fuldlængde – og den belyser bandets styrker og svagheder.

Plader

Battles: EP C/B EP

Medlemmer af Helmet og Tomahawk har søsat Battles, der primært er lastet med eksperimenterende postrock og electronica-elementer. Undervejs bydes der på særdeles interessante numre, men på grund af indslag med mere monotone passager kommer skuden dog ikke helt sikkert i havn.

Plader

Halph: Ode to You

Debutten blev kaldt "fremragende", og nu er Thomas Nygaard og Karsten Bagge tilbage som Halph. Med sig har de ni sange, som er tynget af tungsind og sorg, samt en ny mixer, der kan skrive David Bowie og Antony & the Johnsons på cv'et.

Plader

Barra Head: We Are Your Numbers

Det er stadig mathrockens udfordrende taktarter, der er omdrejningspunktet for danske Barra Head. Her er en plade, der udstråler lyst, vilje og, mest af alt, mod. Med sikre drejninger får bandet det svære til at lyde legende let – og godt! Et stærkt bud på årets danske plade.

Plader

Barra Head/Menfolk: Arrival/Are We Enemies

En 12"-split med mathrockens komplekse rytmer som fællestræk for to ellers vidt forskellige danske bands. På den ene side iblander Barra Head postrock og post-hardcore, og på den anden sejtrækker Menfolk med møgbeskidt hardcore. Kvaliteten er høj.

Plader

Trans Am: Liberation

Det syvende Trans Am-album, Liberation, indeholder en række numre, som stilmæssigt lyder som noget, de har lavet tidligere. Forskellen er, at på dette album er bandet blevet politisk på en meget eksplicit måde.