Declan de Barras anden soloudgivelse byder på melankolsk folk, der gør et indtryk og holder opmærksomheden i et jerngreb. Det sker bl.a. via de Barras intense vokal, der skifter karakter som vejret på en lunefuld sommerdag: først varm, så lys, så dragende, så mørk og intens, så lattermild, så"¦
Anna Brønsted og adskillige dygtige gæstemusikere spiller op til ensomhed og indadvendt eftertænksomhed. Det er smukt, rørende og indimellem en smule stillestående, men det er ikke en skam, for det synes at være en pointe i sig selv.
Med denne håndfuld melankolske indiefolk-numre har den danske kvartet udsendt et varsel om, at der er en interessant fuldlængde på vej. Med Tue Eberts specielle sangstil og dunkle tekster rammer E Bird bittersødmens inderste væsen.
Det tog Erik Levander fire år at færdiggøre sit andet album. Det har været ventetiden værd. Svenskeren er bestemt ikke den første til at sætte akustiske klange sammen med prikkende glitch-programmeringer, men hans musik rummer en fornem følsomhed, som kun få af hans kollegaer har adgang til.
"Melankolsk electronica" er en kategorisering, man efterhånden har hørt en hel del gange i dette årtusinde. Det behøver der ikke være noget galt med – medmindre man synes, man har hørt ikke bare kategorien, men også selve musikken en hel del gange før.
Hvis Jens Lekman havde en tvilling, var det Sarah Assbring fra enkvindesprojektet El Perro del Mar. Det har han ikke, så de nøjes med at være gode venner. Hendes andet album lyder, som om de også henter inspiration samme sted: masser af popplader fra 50'erne og 60'erne. I denne omgang er det bare ikke helt nok.
The Dreamers er en debuterende duo, som består af to solister, der giver hinanden en chance som duo ud i melankolsk bossa-nova. Det er til tider ganske hyggeligt, ganske anonymt og ofte kedeligt som et gulvtæppe. Der savnes passion og engageret udtryk på albummet.
I den moderne globaliserede verden, vi altid hører om, vil Dolorean klare sig dårligt, rigtig dårligt. De er ikke interesserede i at være innovative og fremadrettede. De spiller alt. country, der hellere drømmer og tænker tilbage end ser realiteterne i øjnene. Og det er helt fint.
Vetos forsanger har under sit elektroniske alter ego I Know That You Know udgivet sin første plade af samme navn. Den vokaldominerede og synkoperede electronica på I Know That You Know når dog aldrig rigtigt ind under huden og bliver for hurtigt glemt igen.
Et af verdens allerstærkeste bands har samlet en kæmpe opsamling af overvældende gode garagepunksange med masser af melankolsk indføling. Echoes of the Past er en uovertruffen introduktion til et fremragende rockband.
Dansk-canadiske Said the Shark råber ikke særlig højt. Men trods den stilfærdige stil springer duoens nærmest meditative debutplade i øjnene – ikke mindst fordi kontrasten mellem Maya Saxells apatiske stemme og Kim Oxlunds underlægningsmusik er yderst interessant.
Der er sket store forandringer i The Veils-frontmanden Finn Andrews' liv, og det reflekterer han over på Nux Vomica, der er tætpakket med nærværende sange og tekster. Store temaer behandles med stor lyd og en stor vokal – og Nux Vomica har været ventetiden værd.
Når man har gennemlyttet What You Want to Believe, kan man ikke undgå at føle, at man sidder med et rodet album i hånden. Et rodet album, der havde været bedre tjent med at være to helstøbte ep'er. Så på trods af gode intentioner sætter albummet sig desværre mellem to stole.
Når det nærmest uundgåelige danske tungsind overmaner dig i takt med efterårets komme, har du med denne plade fundet et perfekt lydspor. Stemningen er reflekterende og tungsindig, og bandet med Jason Molina i front forvalter den blå stemning værdigt med tyst alt. country og stemningmættet bluesrock.
I slutningen af 2005 havde The Radio Dept. færdiggjort deres andet album. Men de syntes, de lød for meget som andre bands, så de smed materialet ud og begyndte forfra. På bare seks måneder har de nu "den svære toer" klar, og resultatet er ikke dårligt. Svenskerne er stadig melankolske og poppede.
Tag med en tur i finske Mauri Heikkinens lille rutschebane af et album, som starter i den lystige afkrog af humørspektret og bliver en del mørkere på anden halvdel af turen. Helt farligt bliver det aldrig, for Heikkinen viser grundigt lytteren vej, hvilket måske også er med til at gøre turen en smule kedelig.
Daníel Águst må være meget glad for naturen, for albummet Swallowed a Star lyder så organisk, at det kunne være noget, han har fundet på en skovtur. Det er ikke godt, det er heller ikke dårligt. Det er i det hele taget svært at sige, hvad det er.
Man stiller sig selv mange spørgsmål i løbet forbindelse med Tenderones' debutudgivelse. Er den f.eks. et must for éns samling? Her kan kort og klart svares nej. Hele pakken er alt for ordinær og intetsigende.
Det er stilsikkert, veludført og perfektionistisk, men har vi ikke hørt det hele før? Der er ikke vundet meget nyt land siden sidst, men pladen med den ufremkommelige titel er alligevel værd at lytte til. Så længe man kan glædes over at få den samme gave i ny indpakning.
Bryan Zimmerman er vokset op i byen Olathe i USA. Og debutalbummet fra hans band handler mestendels om, hvor trøstesløst et sted byen er. Det gør Asleep or Awake Walk til et lavmælt album, der udtrykker desperation og melankoli. Og som ikke altid inviterer lytteren indenfor.
