Det er nu muligt at høre det nye Sufjan Stevens-album, The Age of Adz, via NPR. The Age of Adz er Sufjan Stevens’ første reelle studiealbum siden mesterværket, Illinoise, fra 2005 og følger i kølvandet på ep’en, All Delighted People, som han udgav via sin Bandcamp-side i august. Det nye album indeholder ifølge Stevens selv intet større kunstnerisk koncept, men flirter ikke desto mindre heftigt med elektronisk instrumentering og stort opsatte orkesterarrangementer. The Age of Adz udgives officielt den 12. oktober på Asthmatic Kitty.
Tag - progressiv folk
Sufjan Stevens udgiver nyt album
Efter fem års kreativ stilhed er der så sandelig kommet fart over feltet for Sufjan Stevens. Ikke nok med, at han i weekenden udgav en ny ep digtialt, har han nu også annonceret et nyt album. Det udkommer den 12. november, og har fået titlen The Age of Adz, og sammenlignet med hans tidligere udspil virker det som, der denne gang er blevet skruet en anelse ned for ambitionsniveaut. Albummet består kun af 11 numre, og ifølge Stevens selv er der ikke tale om et nyt konceptalbum på linje med Michigan og Illinoise. I ventetiden op til udgivelsen kan man med fordel smutte over på hans Bandcamp-profil, hvor man kan streame størsteparten af hans katalog samt erhverve sig den spritnye All Delighted People-ep . Ikke dårligt, må man sige. Tracklisten til The Age of Adz figurerer forneden, og til højre ses coveret. The Age of Adz: 01 Futile Devices 02 Too Much 03 Age of Adz 04 I Walked 05 Now That I’m Older 06 Get Real Get Right 07 Bad Communication 08 Vesuvius 09 All for Myself 10 I Want To Be Well 11 Impossible Soul
Sufjan Stevens udgiver ny ep ud af det blå
Med fornem sangskrivning, enorm kompositorisk vælde og ikke mindst stort anlagte konceptalbums om amerikanske stater, skrev Sufjan Stevens sig i sidste årti ind i de musikalske historiebøger som en moderne fornyer af den efterhånden gennemtærskede singer/songwriter-genre. Sidst han gav lyd fra sig var i 2005, hvor han udgav det mesterlige Illinoise, men siden da har der været utrolig stille omkring Sufjan Stevens. I fredags blev stilheden imidlertid brudt, da en ny ep bestående af otte sange blev lagt til download online. Titlen er All Delighted People, og den kan lige nu streames i sin fulde længde ovre på mandens egen Bandcamp-profil, hvor det desuden også er muligt at købe ep’en i mp3-format. Forneden ses tracklisten, og til højre ses coveret. All Delighted People: 01 All Delighted People (Original Version) 02 Enchanting Ghost 03 Heirloom 04 From the Mouth of Gabriel 05 The Owl and the Tanager 06 All Delighted People (Classic Rock Version) 07 Arnika 08 Djohariah
Sufjan Stevens arbejder på nyt materiale
En af nyere tids mest særegne musikere, Sufjan Stevens, er ifølge en udtalelse fra The Nationals guitarist, Bryce Dessner, gået i studiet for at indspille den første regulære albumopfølger til mesterværket Illinoise fra 2005. Om albummet, der for øvrigt bliver indspillet i The Nationals eget studie i Brooklyn, udtaler Dessner, “Det bliver helt ufatteligt. Det kommer formodentlig til at blæse folk omkuld.” Sufjan Stevens er oprindelig fra Michigan, hvor han i de sene halvfemsere startede sin musikalske løbebane i folkbandet Marzuki. I 2000 udgav han sit første soloalbum, Sun Came, hvor han så småt demonstrerede sin mageløse evne til at skabe grandiose melodier med komplekse arrangementer. Det var dog først med Greetings from Michigan: The Great Lake State, der var det første album i et planlagt projekt med det formål at udgive et album for hver af USAs 50 stater, at Sufjan Stevens for alvor opnåede status som en af nyere tids store sangskrivere. Siden fulgte Seven Swans og Illinoise, hvor især sidstnævnte anses for et uomtvisteligt mesterværk. Der er endnu ikke offentliggjort nogen titel, trackliste eller udgivelsesdato, men ud fra Dessners udtalelse at dømme, ser det i hvert fald yderst lovende ud.