Engang imellem kan man gribe sig selv i at nære en nærmest automatisk modvilje mod 60’er-inspireret retrorock. Hvorfor forholder det sig mon sådan, at Farfisa-orgler, pagehår, juhu-kor etc. kan give anledning til en ubestemmelig irritation? Måske fordi man foretrækker "den ægte vare" og hellere vil lytte til The Byrds end til The Shins og desuden bedre kan lide, at musik fra 2000 lyder som musik fra 2000?
Med forførende 60’er-agtig og lettere psykedelisk popmusik er Shutdown the Sun en yderst lyttevenlig oplevelse, som de fleste vil kunne glæde sig over, men som de færreste vil være helt oppe og ringe over.
I front for The Unintended står Rick White (ex-Eric’s Trip), som leverer en række folksange med et ordentligt skud syre. The Unintended er det lovlige, hallucinerende stof, du skal fodre dine sanser med før en tur op i et luftrum, hvor ilten er knap, og klarsynet er skarpt. God tur.
En forrygende tidsmaskinetur til 1968. Vidunderligt skævt og melodisk.
En perlerække af iørefaldende rock'n'roll-numre med læssevis af 60'er-inspiration, der dog er blevet poleret i en grad, så det er gået ud over den rå energi, som bandet præsterer på scenen - og på deres forrige album.
