Jeg husker, da jeg så Masasolo på Rising-scenen på Roskilde Festival i sommer. Jeg gik derfra med den følelse, at det var et fint band, der dog lød enormt meget som Tame Impala, men at jeg glædede mig til at høre den ægte vare på Arena om fredagen. Efter at have hørt deres nye EP Breakup, sidder jeg tilbage med samme følelse, for deres ligheder er ganske mange. F.eks. den store fascination af guitareffekter som phaser, flanger og reverb, groovy, lo-fi, bitcrunchede trommer, falsetvokalen og følerteksterne, den fremskudte bas med de livlige figurer, de psykedeliske synths og den kompromisløse poptilgang til psychrocken. Ifølge mig er EP’ens bedste sang åbneren “On My Own”. Den har tonsvis af momentum og et upbeat trommegroove med en dyb lilletromme og en syndflod af psykedeliske guitarer og synthesizere, der hvirvler rundt i lydbilledet. Morten Søgaards lyse vokal kommer ind og danser vellykket oven på denne bund af psykedelisk sukkerdej. Sangen rammer så omkvædet, og med det rammer vi hermed også højdepunktet på pladen. Omkvædet er lige præcis den slags knivskarpe psychpop, som Masasolo stræber efter at lave. Faktisk en helt igennem fantastisk syret popsang. Det dykker dog nedad i niveau på den næste sang “Really Thought She Loved Me”, som er førstesinglen fra albummet. Det er en straight forward-popsang, men den er bare ikke specielt spændende og fanger mig ikke rigtigt. Det undrer mig lidt, at dette er deres største hit, da den er den klart mest forglemmelige. Jeg kan huske omkvædene i alle de andre sange, men jeg kan ikke huske et eneste musikalsk moment fra denne sang. Den er egentlig ganske fin, imens man hører den, men den lever ikke videre i mit hoved, efter jeg har hørt den, da melodien simpelthen ikke er spændende nok, hvilket jeg synes er problematisk, da det rimelig tydeligt er et band, der gerne vil lave popmusik. Så skal jeg blive fanget af deres førstesingle. Den leder os dog ned til næste sang, “My Medicine”. Her går Masasolo fuldt ud Beatlemania. Omkvædet lyder som, noget der kunne have passet fint ind på et 67-68’er-Beatlesalbum – melodien i omkvædet minder i øvrigt utroligt meget om “Run for Your Life” fra Rubber Soul. Den her sang er faktisk ret ørehængende, og selvom jeg i starten ikke var så vild med den, er den efter en halv snes lytninger blevet en sang, der med lethed finder sin vej til min hjerne, hver gang jeg hører den. Teksten er dog lidt overfladisk og banal i dens tematik, hvilket lidt er en skam. »We got time to kill/look her in the eyes as she eats the pill« er bare i mine øjne en lidt smagløs rehashing af 60’ernes stofglorificering. Sidste sang på udgivelsen er andensinglen “How It Feels”. Den har lidt bluesede kvaliteter og er en velsammenskruet psykedelisk popsang. Den minder lidt om en mere downtempo udgave af Tame Impalas “Solitude Is Bliss”, men lider bare også under samme kvaler som førstesinglen, navnligt at den ikke er så catchy som, den i mine øjne burde være. Hvis man vil høre Morten Søgaard i nogle andre konstellationer, kan man f.eks. gå på opdagelse i hans gruppe Ufornias Fall Into the Real (2015), som er en tæt på fantastisk shoegaze-EP. Jeg har ikke lige så mange roser at sige om denne EP, der lyder næsten identisk med Tame Impala, hvilket får Breakup til at lyde som en b-side-EP fra de australske psychrockere, og tæt på alle idéer på denne EP lyder som en idé, Kevin Parker har haft før, som han bare har udført med mere finesse. Misforstå mig ikke, dette er en helt udmærket EP. Gruppen har bestemt potentiale, og jeg håber, at de får udarbejdet en mere genkendelig Masasolo-lyd i fremtiden, for lige nu distraherer det mig simpelthen for meget.
