De amerikanske rockveteraner i Sleater-Kinney er blevet taget under kærlighed behandling af St. Vincent, og det har resulteret i en helt ny lyd. Brodden er blevet taget af, men relevansen af de feministiske budskaber er uformindsket.
Tag - riot grrrl
Sleater-Kinney: No Cities to Love
Ti år efter deres seneste plade er trioen Sleater-Kinney fra Olympia tilbage fra førtidspension med deres ottende plade, No Cities to Love, der næppe vil skuffe hverken deres ældre fanskare eller nytilkommere.
Pins: Girls Like Us
Engelske Pins er rejst langt for at finde en lyd, der passer dem, men at gode plader er hårdt arbejde, lader til at være gået bandets næse forbi.
Darling Don’t Dance: City Ghosts
Den jyske pigepunk-rock kvartet Darling Don’t Dance udviser med deres første fuldlængdealbum
Sleater-Kinney bliver gendannet?
Et af de vigtigste bands i riot grrrl-bevægelsen var Sleater-Kinney. De var også et af de længst levende, men tog en pause på ubestemt tid efter deres album Woods fra 2005. Men nu svirrer rygterne på både Tiny Mix Tapes og Prefix Mag om en mulig genforening, efter medstifter af gruppen Carrie Brownstein i et interview med IFC om en ny film, hun er med i, har luftet ideen om en genforening af bandet og en ny udgivelse indenfor de næste fem år. Hmm, det er jo ikke verdens sikreste kort at hænge sig i. Hvad der dog er mere sikkert, er, at hun har startet et nyt band med Janet Weiss, der lige har udgivet nyt album med Quasi, og som var Sleater-Kinneys primære trommeslager. De har syv sange indtil videre, men hvornår det bliver omsat til et album, er også uvist. Lad os nu se det, inden vi begynder at håbe på genforeninger, selvom de er populære for tiden.
Ida Maria: Fortress Round My Heart
Nu har jeg aldrig brudt mig om den tendens inden for rockmusik, hvor fansene på samme tid både jubler og gyser over, hvor "virkelig" en rocksanger/-inde er, når han/hun vælter rundt på scenen med stiksår på de tynde, blege arme og et glas whisky i hånden. Hvor står det skrevet, at man har mere på hjerte, hvis man er totalt ude at skide?
Help, She Can’t Swim: The Death of Nightlife
Englændernes andet album er rigt på rastløshed og frustrationer, der desværre fremstår umanerligt syntetiske og på ingen måde overbevisende. Stilarten, som for en stor del af albummets vedkommende vel bedst kan betegnes som dancepunk, udmønter sig i flere horrible skæringer og kun et enkelt vellykket.
Heidi Mortenson: Wired Stuff
Danske Heidi Mortenson overrasker med et efter dansk målestok monumentalt elektronisk album, der desværre lastes af arven fra riot grrrl-bølgen. Et præg, der synes at forhindre optimalt udbytte af det ellers flotte håndværk.
Killjoy Confetti: The Fun Is
Pigepunk behøver ikke være kedeligt, selv om man ikke opfinder den dybe tallerken med hvert eneste nummer. På Killjoy Confettis andet album er der dog alt for langt mellem de dybe tallerkner, og alt for mange numre er konstrueret kedeligt og helt i inspirationkildernes ånd.
Arcade: Into the Light
Into the Light er en plade, som næppe kommer til at slå igennem, fordi Arcade lyder som en halvtør udgave af de mange pige-punkgrupper, som de trækker på.