Der er plads til lidt af hvert på Black Rebel Motorcycle Clubs nye album – lidt for meget plads måske. Hist og her når den gode kvalitet og fyldige rock toppen, men alt for ofte må man konstatere, at pladen er fin nok – men så heller ikke mere. Den vil nemlig det hele og bliver derfor alt for anonym.
IV Thieves' jævnt kedelige debutalbum har ingen store udsving i hverken positiv eller negativ forstand. Sangskriver Nic Armstrongs stemme har potentiale, og stilen er gennemført. Alt i alt er pladen dog et mere eller mindre ligegyldig, og den afpudsede produktion viser sig som en akilleshæl.
Jesse Malin har fået besøg af en række prominente gæster på sit nye album. De er dog mere med til at understrege, at her er tale om kejserens nye klæder, end de er med til at gøre det interessant. Heldigvis behøver et album jo ikke være nyskabende for at være godt.
Nogle gange kan det være helt uoverskueligt at komme ind på livet af et band eller en solokunstner, der har udgivet et hav af plader. Det afhjælper Undertoner nu med en serie af "begynd hér"-anbefalinger. Første levende billede er Pere Ubu.
Pittsburgh, Pennsylvania, melder intet nyt under solen. Antinyheden er beskidt fuldemands-rock’n’roll, der udløser piskesmæld i form af både nåja-genkendende nik, århja-anerkendende nik og almindelige yeah-nik. Intet nyt er gerne kedeligt nyt, men hér er det også udmærket nyt.
På opfølgeren til 2003-pladen Echoes sætter The Rapture prikken over i'et med deres blanding af disco og rock. Pladen er en gennemført party-plade med rykkende omkvæd, stramme beats og en vokal, som kan gennembore selv det mest hårdføre høreværn.
Danske Fast Gallows betegner selv deres musik som "furious rock'n'roll", hvilket er lig med overvejende vellykket, enkel og nærmest uhørt fængende guitarfræssende rock. Men selv om man langt hen ad vejen bliver revet med, opstår der alligevel en mindre fornemmelse af mæthed undervejs.
Love Comes Down er Baby Woodroses hidtil mest velproducerede og varierede plade. Og så er det deres hidtil bedste forsøg på at levere afdæmpede og melankolske sjælere. Vær forberedt på en intens oplevelse!
Debutten blev kaldt "fremragende", og nu er Thomas Nygaard og Karsten Bagge tilbage som Halph. Med sig har de ni sange, som er tynget af tungsind og sorg, samt en ny mixer, der kan skrive David Bowie og Antony & the Johnsons på cv'et.
Nå, så skal vi åbenbart til den igen. Endnu et dansk pladedebuterende band, som giver sig i kast med garagerocken. Og ikke overraskende falder de igennem med et forfladigende, neutralt udtryk, der synes at have mere travlt i forsøgene på at efterabe forbillederne end med at finde sig selv. Next!
The Detroit Cobras søger tilbage til rockens rødder med en festlig og medrivende samling covers fra 50’ernes rock’n’roll og rhythm’n’blues. Gruppen spiller ganske vist kun andres numre, men er betydeligt bedre og langt mere cool end den slags kopiorkestre, der hærger de danske spillesteder.
Finske Sweatmasters seneste udspil Song with No Words er en halvkedelig samling kopinumre tilsat to middelmådige numre fra gruppen selv. Det lyder mest som et frikvarter, før bandet får færdiggjort en egentlig opfølger til debutalbummet Sharp Cut.
Et skævt, men lidt for uoriginalt skotsk bud på, hvordan rock’n’roll skal skæres nutildags.
Hvad tænkte Ryan Adams dog på, da han bestemte sig for at udsende dette album? Eller skal jeg sige: Hvad tænkte hans label, Lost Highway, på?
Efter ni album lyder det amerikanske kultfænomen The Brian Jonestown Massacre stadig lige vedkommende med deres fantastiske, evige og uærbødige hymner.
Rock'n'roll som vor mor plejede at lave den. Men ikke meget mere.
Queens of the Stone Age kan så sandelig stadig spille eminente rock'n'roll-sange med masser af knald på, men disse nye sange til de døve roder lidt for ofte rundt på grænsen af middelmådighed.
Der er knald på hos svenske The Royal Beat Conspiracy. Deres rock'n'roll rykker i kroppen, men bliver aldrig rigtig hængende i hukommelsen.
