Vi tog en snak med Lorenzo Woodrose efter hans solokoncert på Gloria torsdag kl. 12.30. For første gang optrådte han akustisk og solo på Roskilde Festival, og snakken centrede sig omkring forholdet mellem de ydre og eksplicit politiske sange og de indre mere personlige sange. I bund og grund handler det dog om at være ærlig. Og så afslørede Lorenzo Woodrose, at der er et soloalbum på vej.
Der var syrecountry for alle pengene, da Kevin Morby sammen med sit liveband onsdag aften inviterede til en omgang laber folkrock under teltduen i ly for blæsten.
Den transafrikanske koncert blev en lang, småkedelig gentagelse af de samme tricks og rytmer.
Efter lidt indledende tøven leverede Marching Church en indlevende og intens koncert. Det var en smule indforstået, men det lykkedes delvist at få Pavilion med.
De fire veloplagte, sprøde damer fra amerikanske Warpaint sendte onsdag aften publikum ud på lidt af et eventyr med drømmende indierock af bedste skuffe, da kvartetten åbnede Arena.
Desert blues-duoen favnede bredt med deres ellers minimalistiske set-up i deres hypnotiske lydunivers.
Med energi, brutalitet og kompromisløs attitude åbnede Idles Pavilion.
Dør Nr. 13, der er opkaldt efter en nu lukket vogntogsforlystelse i Tivoli, gav tirsdag aften en rutsjebanetur foran Rising, der startede blødt ud, men fik det til at kilde lidt i maven til sidst.
The Love Coffin gav den som landets bedste leverandør af dystopisk, støjende rock, da de med en vanvittig, hypnotiserende midnatsperformance flænsede sig vej direkte ind i sjælen.
Pardans gjorde paletten for dansk punk bredere, da de viste, hvor godt de mestrer deres brede vifte af virkemidler.
For første gang på dette års festival stod solen højt på himlen, da den århusianske kvartet Modest indtog Rising tirsdag eftermiddag, og fra første fløjt var der dømt orange feeling, sommervibes og røvfed stadionrock.
Shitkid fyrede op for en koncert, der i lige så høj grad var et stykke feministisk performancekunst.
Med et ellers fremragende band i ryggen blev der messet kedsomhed og anonymitet fra ML Buch.
Franske Pigers lyd blev spoleret af en strid vestenvind i en koncert, der manglede vildskab og showmanship.
Dårlig lyd gjorde, at Fugleflugtens aftenkoncert ikke fik publikum til at svæve hele vejen hjem til teltet – kun lidt af vejen.
Det norske art-pop-band Pom Poko skabte en lille fest på en forblæst Rising-scene, med deres mange rytmeskift og små skæve guitarakkorder.
Tvivler blæste Rising-scenen omkuld, da den københavnske kvartet med tre kvarters hæsblæsende posthardcore serverede både blod, sved og smæk til trommehinderne.
School of X var søndag aftens sidste optrædende på Rising, men de var samtidig også et af søndagens første bands, der virkelig formåede at sætte gang i festlighederne.
Danske AyOwA indtog søndag eftermiddag Countdown på dette års Roskilde Festival med beats, der stille og roligt rokkede de musikhungrende festivalsgængere i gang til søndag aftens strabadser.
Selvom Natjager tog de fleste midler i brug for at vinde publikum over på deres side på Rising-scenens åbningskoncert, var det rent musikalsk bare aldrig det numetal-festfyrværkeri, det kunne have været.
