Søren Michelsen, kendt fra bandet Søn, har begået en hjertevarm sang om, at det er okay at ryste på hænderne, når livet forandrer sig. Sammen med en musikvideo optaget i New York, skaber Michelsen en boble af inderlighed, ro og en tilpas mængde 90'er-kitsch.
Umiddelbart er der noget undseeligt ved Adrianne Lenkers flygtige nye singer-songwriter-album, men tag ikke fejl: Ved at transponere tristessen fra den amerikanske sangskat til noget både rørende ubesværet og forrygende stilfærdigt, føjer det underfundige værk en hel favnfuld dybder til et i forvejen betagende oeuvre.
Det er tre år siden Stella Donnelly udkom med albummet Beware of The Dogs. Opfølgeren hedder Flood og endnu engang formår Stella Donnelly at bruge blandingen af musik og lyrik til at fortælle både skæve, yndige og følsomme historier, som man kun alt for godt kan relatere til.
Kevin Morby og hans syv mand store band leverede en flot koncert i Pumpehuset i aftes. Vi fik både det meste af albummet This Is A Photograph, samt dyk tilbage i tiden til højdepunkterne fra en syv album lang solokarriere.
En mere voksen, velbalanceret og mere australsk lydende Courtney Barnett er tilbage med sit tredje album, som er en omgang omsorgsfuld og janglet Biedermeier-indierock, der måske egner sig bedre som baggrundsmusik til opvasken end til koncentreret lytning.
Lovende nordjysk indie-tristesse på tre sprog. Singer-songwriteren Marí og debutduoen Astma vil (lidt for) meget på EP'en Split, hvor man desværre har lidt svært ved at høre, hvad der bliver sunget.
Årgang 0's super triste generationsstemme giver et stort storesøsterkram til sine jævnaldrende og siger, at det hele nok skal gå på et album, der er spækket med gode sange.
Selv om Anders Riis' nye album Opdrift, starter i den lidt tandløse afdeling, så lad jer ikke skræmme væk. Den københavnsk baserede jyde leverer nemlig en samling stærke eksistentielle sange i et rocket, singer/songwriter univers, der læner sig op ad både højskolesangbogen såvel som dansktoppen.
Med sit tredje projekt adresserer Kristian Harting ambitiøst meningsløsheden med udgangspunkt i hverdagens distraheringer. The Fumes henviser nemlig til de små fix af lykke, vi skaber for os selv. Det er et tungt og interessant koncept, der fanger lytteren, men også har svært ved at levere.
Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste danske udgivelser: I dette kapitel runder vi både elektroniske vuggeviser, isnende kold synthpop, charmerende indiepoprock og drømme om at elske.
Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste danske udgivelser: Denne gang når vi blandt andet ned i den mørke undergrund i både København og Aarhus, stifter bekendtskab med en tidligere rockfrontmands første soloudspil samt en prisvindende popduo med international appel.
Redaktionen gør status over 2010'ernes bedste udenlandske udgivelser: I vores første kapitel kreerer en levende hiphop-legende sit mest skizofrene og triumferende værk, en anden gør sin monumentale entré på den internationale scene, mens en Baltimore-duo i syvende omgang leverer drømmepop fra en helt anden verden.
Balancerende på ro og kedsomhed dykkede singer-songwriteren ned i folk-nostalgien.
De sparsomme hverdagsfortællinger tabte pusten i for mange spillefejl.
Engelske Michale Kiwanuka havde taget sine bedste sange og et fantastisk band med sig på NorthSide, og fik overbevist både publikum og anmelder om sit store talent.
Den amerikanske singer-songwriter Cass McCombs er tilbage med melankolske observationer og stille samfundskritik. Det er blevet til en udmærket alternativ folk plade, der dog ikke ligefrem revolutionerer nogle genrer.
Sharon Van Ettens femte album er gennemtrængende, og forfriskende atmosfærisk i sit singer-songwriter univers – udgivelsen byder på nye lag og en mere eksperimenterende tilgang i hendes soniske teksturer, hvor det folkede udtryk er mindre udtalt end hidtil. Ettens lyrik er dog faretruende tæt på at blive overdøvet af nogle svulstige, elektroniske produktioner.
Den engelske folk-musiker Nick Drake udgav i slutningen af 60'erne og starten af 70'erne tre sublime plader, der i dag står som tidsløse mesterværker. Desværre var han en plaget sjæl, og tog sig selv af dage kun 26 år gammel. Heldigvis lever hans musik videre i en ung dansk herre, Hjalte Ross, der netop har udsendt sin første plade. Og hvilken én.
Boygenius er et vaskeægte superband bestående af tre unge, vordende singer/songwriter-stjerner indenfor indie-rockens domæne. På trods af flere højdepunkter virker deres fælles EP dog underligt uforløst - som om helheden er mindre end dets komponenter.
Selvom amerikanske Marissa Nadler ikke helt formår at ramme den samme magi som på hendes senste to udgivelser fra 2016, så rummer For My Crimes også deciderede højdepunkter.
