Dumb har på plade nummer tre ikke ændret vildt på opskriften, og menuen står stadigvæk på energisk slackerpunkrock med kantede, catchy melodier og en stor skefuld guitarfeedback – også selvom Pray 4 Tomorrow sagtens kunne have været 10-15 minutter kortere.
Med en maraton-gennemgang af hele bandets karriere, beviste slacker-indieheltene Pavement, at årstallet lige så godt kunne have været 1999. Stemmerne er der endnu, sangene lige så friske og fængende som dengang, og attituden var præcis så afslappet, som var musikerne 22 og ikke oppe i halvtredserne. Det var en forrygende koncert for dedikerede fans.
Der er noget smukt at hente i balancegangen mellem det rå og det polerede, og på Whistlers andet album forsøger bandet på kreativ vis netop at udforske dette område – dog med blandede resultater.
Slackerrockerne i Pavement var endelig tilbage på europæisk grund med en optræden, der var både lang, hyggelig og nostalgisk, men som alligevel kæmpede med at favne nødvendigt bredt.
Wet Leg skulle for mange sætte startskuddet for dette års Primavera Sound. Desværre kæmpede duoen og deres band med dårlig lyd og en generel mangel på entusiasme, der gik ud over både melodier og festivalfølelse.
Waterslide, Diving Board, Ladder To The Sky møder ikke forventningerne om et nyt noise-slacker brag ovenpå Porridge Radios succesfulde toer. Til gengæld indeholder pladen nogle gedigne hilsner til en broget række rock-ikoner fra den nære musikalske fortid.
Aarhusianske Trader er efter nogen tids radiotavshed klar med første singleudspil forud for deres anden fuldlængdeudgivelse.
Efter to års venten og utallige udsættelser kunne vi endelig på lov til at opleve slacker-indierockerne fra Porridge Radio på dansk jord. Koncerten var heldigvis lige så meget fremsynet, som det var en forsinket fejring af gruppens album fra 2020.
The Black Keys har udgivet et album udelukkende med covers af hill country blues numre, hvilket sender bandet i retning mod slacker-rocken.
Younolovebunnys nyeste album Monster Jazz, er en omgang hjemmelavet tweepop, der charmerer sig direkte ind i sommerhjertet. De gode melodier er i overflod, og musikken emmer af 70’ernes folk og især 90’ernes lo-fi rock og pop. Dovenskab og opstemthed på en og samme gang.
Den aarhusianske kvartet Trader albumdebuterer med 9 melodiøse og varierede bud på den skramlede slackerrock, som byen er ved at gøre til sit varemærke. Det er langsomt, det er tungt, og så er det fucking trist.
Har man savnet linket mellem den mere løsslupne punkæstetik og en mere moderne, flabet garagerock, kunne Used Cassettes meget vel være svaret. Det Seoul-baserede rockband er leveringsdygtig i såvel punket attitude som liflige ørehængere.
Manchestertrioen False Advertising skyder skarpe fuzz-rockede skud af i et grunge setup, der kun delvist finder forløsning på albummet Brainfreeze.
Redaktionen gør status over 2010'ernes bedste udenlandske udgivelser: I vores første kapitel kreerer en levende hiphop-legende sit mest skizofrene og triumferende værk, en anden gør sin monumentale entré på den internationale scene, mens en Baltimore-duo i syvende omgang leverer drømmepop fra en helt anden verden.
Kurt Vile kom, så, og gav los på sine syv guitarer, inden han gik igen. Det var en demonstration af guitarkunst og så heller ikke mere.
Hvor tight kan slasket ungdomsrock leveres? Rimelig hulens tight, demonstrerede amerikanske Car Seat Headrest, der med suveræne melodier og selvsikre pluk fra rockhistorien ikke lod vores boppende hoveder få et øjebliks fred.
Kurt Vile er vendt tilbage til sin velkendte landevejs-folk efter sidste års samarbejdsalbum med Courtney Barnett. På trods af fine takter på særligt pladens første halvdel, så ender Bottle It In med at efterlade indtrykket af en kunstner, der står lidt i stampe.
For nogle mennesker forhindrer deres perfektionisme dem i at få tingene gjort. Kurt Vile er ikke et af de mennesker. Den produktive, albumaktuelle, men også uperfekte sangskriver gav os en behagelig aften i lettere sløvt selskab.
Efter tre års ventetid er aarhusianske Tilebreaker klar med deres debutalbum. De positive takter, som de viste på deres selvbetitlede EP fra 2015, fremstår ikke som en hedengangen fortid. De er derimod blevet væsentligt mere raffinerede i deres indspilninger.
Mac DeMarco bliver også ældre. Det kan høres på canadierens sjette album, der ligefrem har sine livskloge øjeblikke – og meget passende har fået titlen This Old Dog.
