Tag - spansksproget

El Hijo er et spansksproget sangskriverprojekt, sunget med en dyb Leonard Cohen-vokal. Denne ep byder på detaljerige arrangementer, der er fint afbalanceret på hvert enkelt nummer. Det kniber derimod med at få øje på variationer fra sang til sang.Enhver munk skal dag ud og dag ind følge et nøje tilrettelagt skema fyldt med fastlagte rutiner og gøremål. Alligevel fik Leonard Cohen under sit fireårige ophold i et zenbuddhistisk kloster tid til at lære sig selv flydende spansk. For efter at have pudset den musikalske form af på to albums siden sin tilbagevenden til civilisationen debuterer Cohen nu på spansk under pseudonymet El Hijo. Eller det kunne i hvert fald være den canadiske stemme, der var ophavsmand til ep’en La piel del oso. Sangeren bag navnet El Hijo, Abel Hernández, lyder nemlig til forveksling som Cohen og har desuden en forkærlighed for en anden mørkemand, Lou Reed. Trods den oplagte sammenligning med Cohen på vokalsiden og Reed i forhold til de minimalistiske arrangementer er ep’en heldigvis krydret med lidt spansk temperament, der gør indtrykket af El Hijo til mere end et sølle opkog af Hernández’ nordamerikanske influenser. Første del af åbningsnummeret Esa música sombria sår umiddelbart tvivl om El Hijos selvstændighed, da den spinkle instrumentering med piano, guitar og sagte strygere minder en smule om grundstrukturen i Velvet Undergrounds I’ll Be Your Mirror, bare fremført i et lavere tempo. Læg dertil den Cohen-lydende vokal – og betænkeligheden ved denne udgivelse er alarmerende. Heldigvis fungerer det fint. Både fordi Hernández’ vokal er så dragende, at den fæstner lytteren i sit greb og nægter at give slip, men også på grund af sangens mellemstykke, der giver god modvægt til nummerets næsten enslydende start og afslutning. Mellemstykket har en helt anden melodi, er i et højere tempo og har takket være inciterende strygere den sydlandske stemning, der uden tvivl er det helt rette udtryk for El Hijo. Isoleret set har alle de enkelt strukturerede numre fine kvaliteter med mange velplacerede detaljer i en rig og fyldig instrumentering, uden at det bliver for svulstigt. Eksempelvis hæver det stemningsfulde glockenspiel den afdæmpede Un ayer fra middelmådig ligegyldighed til fængslende intimitet. Men fra nummer til nummer er alsidigheden ikke stor nok. Sangopbygningen, valget og anvendelsen af instrumenterne er en kende for ensartet. Melodierne er generelt for svage til, at den samme håndtering af guitar, piano, trommer og strygere er nok til at bære dem. Teksterne er inspireret af den afdøde chilenske forfatter Robert Bolaño; en helt igennem overflødig information, når de spanske gloser er fuldstændig uforståelige for den almene lytter på de nordiske breddegrader. Det er dog uden betydning, da Hernández’ vokal er i stil med Cohens og derfor et instrument i sig selv, som er i stand til at forføre og bevæge lytteren uanset tekstindholdet. Et par gange forsøger Hernández at variere sin stemme ved at synge en anelse lysere og mere sangorienteret, men det gør på mærkværdig vis vokalen anonym og uvedkommende. For det meste er Hernández stemme klædeligt mørk og monoton, hvilket løfter udgivelsen som helhed. Vokalen mangler dog lidt modspil i form af stærkere melodier eller en større kompositorisk opfindsomhed end tilfældet er på La piel del oso. Læs også Undertoners anmeldelse af: Migala: La íncreible aventura