Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste udenlandske udgivelser: I dette afsnit kan du blandt andet læse om en hiphopdup til kamp mod samfundets højredrejning, en pseudofuturistisk ørkenplade fra den mest grå del af Storbritannien og et mirakuløst velfungerende, musikalsk bunkepul.
Redaktionen gør status over 2010'ernes bedste udenlandske udgivelser: Denne gang kan du læse om et gennemført, undersøisk hiphopkonceptalbum, fyrværkeri i slowmotion og hele to karismatiske kvinder, der tog sig bedst ud som robotter.
Er man til blød og lækker R&B tilsat sengekammertekster, så behøver man ikke at lede længere; danske Erika de Casiers debutalbum Essentials er flødeskum for øregangen, og skal nydes tilbagelænet i en sækkestol i lavalampens skær.
Spådommen lyder, at norske Hôy la for alvor kommer til at få vind i sejlene i 2019. I sidste uge udgav hun sin debut-EP, der udgør en fin samling af mørk, forførende triphop.
Skotske Young Fathers vil stadig en hel masse, og på Cocoa Sugar lykkedes de med det meste. Blues, gospel, hiphop, triphop og meget mere fusioneres på trioens til dato bedste skive. Den er bare alt for kort.
Briterne balancerede - for det meste - på knivsæggen mellem det inkluderende og det overrumplende i søndagens mastodontiske lyd- og lysopsætning.
Det er lyden af en sexet undergang, der strømmer fra Warpaints andet og eponyme album, hvor gruppens bedøvende artrock blandes med elementer af bl.a. triphop og dreampop. Dystert og dragende, men også en tand for sløret og uforløst.
Poliça havde skruet helt op for volumen og det magiske i Lille Vega og efterlod publikum i en ekstatisk trance, hvor januarkulden ikke kunne være længere væk.
Det er lækker lyd. Det kommer vi simpelthen ikke udenom. Desværre har Poliça underlagt sig det forudsigelige format og fængende hooks domæne.
Radiovært, satiriker, fotograf, selvlært skuespiller, hiphopper, triphopper og nu også fuldblods-singer/songwriter. Peder er ude med sit tredje soloalbum, hvorpå han udbygger perlerækken af talenter med en hel plade dedikeret til solosang. Kan stemmen bære i de dystre og melankolske produktioner?
Triphop-legenderne Portishead er så overlegne, så sikre og deres lyd så intens live, at det er helt uhyggeligt. De lukkede og slukkede NorthSide Festival 2013 og beviste, at deres musik i den grad er langtidsholdbar.
For tre år siden lagde britiske The xx verden ned med deres debut. Nu er de tilbage, og spørgsmålet er, hvad der har ændret sig i trioens intense, minimalistiske elektropop. Svaret har bl.a. noget at gøre med kærlighed.
Det niende album fra trip-hop veteranerne Archive er drømmende, stemningsfuldt, og helt igennem hypnotiserende.
Et højtlydt snakkende publikum og et lidt for indadvendt band skæmmede en stor del af Kúras optræden, der dog fik mere karakter undervejs, i takt med at bassen blev tungere og beatsne mere hårdtslående.
Dansk-islandske og Roskilde-aktuelle Kúra har sendt deres debutalbum på gaden, som bestemt viser lovende takter, men som heller ikke sender os mere end halvvejs til Månen.
En ny måned er begyndt, og det betyder nye koncerter. Læs Undertoners anbefalinger til første del af juni lige her.
Joan & The Sailors kommer nogenlunde fra land på jomfrurejsen, men famler en anelse for at komme sikkert i havn, og alt i alt er Mermaid ladet med schweizisk folk og triphop indhyllet i gråvejr og skumsprøjt.
Blue Foundation er på banen med deres fjerde studiealbum, hvor de samarbejder med bl.a. Jonas Bjerre og Sara Savery. Der står drømmepop mixed med synth og electronica skrevet over "In My Mind I Am Free", og selv om pladen på ganske overbevisende måde forener genrerne, kan man godt mangle noget progression i lyden.
Den engelske producer er ikke for fastholdere, og på sit nye album skifter han endnu en gang retning. Men han burde nok have malet sig selv lidt længere op i en krog, for kombinationen af IDM, folktronica, triphop og sløj sangskrivning er ikke uproblematisk.
Med sin nye ep fortsætter Gonjasufi med sin velkendte kombination af tørre, rustne beats og støjende lydflader. Men en ting er anderledes: Han er blevet mere personlig og bluesy. Den nye stil passer ham og med en EP bestående af korte indbydende numre får man lyst til mere og bliver nysgerrig på, hvem personen bag Gonjasufi er.
