På sin seneste udgivelse vender James Blake tilbage til sin komfortzone. Han går tilbage til rødderne og blander alt fra 808-baserede trap beats over atmosfærisk techno til de helt bløde sjælere. Albummet virker på mange måder nostalgisk, men man mærker stadig hans udvikling gennem efterhånden mange år.
Tag - UK garage
Poté: A Tenuous Tale of Her
Lyden af en kunstner, der stadig er ved at finde sin lyd. Blandingen af elektronisk musik og afro-caribiske indflydelser har potentiale, men en egentlig forløsning virker stadig til at være et stykke uden for rækkevidde.
Roskilde Festival 2015: Jamie xx, 04.07.15, Apollo
Efter at de havde “set giraffen” Sir Paul McCartney og skrålet med på “Hey Jude” foran Orange Scene, var der lagt op til, at Roskilde-publikummet skulle sendes hjem med et brag af en fest. På Arena havde verdensmusik-elskerne allerede danset i timevis til African Express, mens Suspekt lurede under teltdugen ved Orange Scene, som de havde lovet, at de »ville kneppe«. De, der var mere til den elektroniske musik, kunne dog søge ly ved Apollo, og få gang i de ømme dansestænger én sidste gang. Her spillede den hypede engelske producer Jamie xx nemlig. Vi blev indledningsvis lovet masser af “Good Times”, da The Persuasions gamle R&B hit fra ’72 bragede ud fra højtalerne, for at bekendtgøre den spinkle og lettere akavede DJ’s ankomst. Nummeret blev klippet op og røg ud i brudstykker sammen med en gallopperende bas, inden Jamie overlegent lod mixet glide over i sin egen sang “Good Times (I Know There’s Gonna Be)”. Reggae-rap fusionen var en partystarter, og publikum reagerede også ved at smide hænderne i vejret og danse. Energiniveauet dykkede dog støt i takt med at Jamie blev ved med at spille mixes af andre kunstneres musik, fremfor sit eget materiale. Bevares, numrene havde været en tur igennem Jamie XX maskinen og bar præg af hans karakteristisk melankolske lyd, men de nåede ikke i nærheden af hans egne kompositioner, der fremstod som klart funklende perler natten igennem. Som den rutinerede DJ, han er, holdt han dog festen kørende, omend det til tider var på lavblus. Han teasede af flere omgange publikum med at spille brudstykker af megahittet “Loud Places”, mens en oppustelig spækhugger nådesløst blev crowdsurfet frem og tilbage blandt publikum. Enkelte kåde individer forsøgte halvhjertet at gøre spækhuggeren selskab, med tvivlsomme resultater. Natkoncerten var i programmet markeret som en såkaldt “High Energy Concert” – et nyt tiltag der angiver, at man kan forvente moshpits og at blive trampet lidt over tæerne, hvis man vover sig til sådan en koncert. Jamie xx’s introverte ravemusik er dog langt fra musik, som man kan eller bør moshe til. Det er mere den slags rave, hvor man forsvinder og danser lidt inden i sig selv. Når han hev sine egne sange frem, såsom den Gil Scott-Heron-samplende “I’ll Take Care Of U” eller den pulserende “Obvs”, så fungerede det også som tiltænkt. Der ligger noget dybt tilfredsstillende i de smukke kompositioners tilsyneladende simple opbygning, der dog rummer langt flere lag end først antaget. Desværre faldt koncertens nerve og tempo, hver gang Jamie smed mixes af andres sange på. Man nåede at blive træt af numrene, inden de var færdige. Koncerten føltes lidt, som at være til familiemiddag hos sin moster, der insisterer på at blive ved med at servere den ene ret efter den anden til de propmætte gæster. Efter de første par retter bliver det højest til en våd bøvs, hvis man alligevel prøver at klemme mere ned. Det samme gjorde sig gældende for koncerten. Efter en hel uge med fester og dans, så skal der noget særligt til at få de trætte fusser til at rykke. Det havde han heldigvis også materiale til, den kære klejne brite. Mod koncertens slutning fik vi endelig megahittet “Loud Places”, hvor armene røg i vejret og der blev sunget med på det smukke popomkvæd: »Didn’t I take you to / Higher places you can’t reach without me«. Nummeret gled over i den fremragende kærlighedshymne “Girl”, der gav det dansende publikum en euforisk forløsning, og som sagtens kunne have været aftenens sidste sang. Men måske var Jamie blevet distraheret af Suspekts mega fyrværkerishow på Orange, for af uransagelige årsager skulle vi lige sendes i seng på et mix af Ol’ Dirty Bastards hiphop-banger “Got Your Money”. En pudsig slutning på en aften, der cementerede, at det er forbandet svært at skabe illusionen af klubstemning på Apollo-scenen.
Jamie xx: In Colour
In Colour er Jamie xx' melankolske hyldest til nattelivet. Den 26-årige britiske producers solodebut er fyldt med eminent electropop af karakteristisk søvnig og drømmeagtig karakter.
Zomby: With Love
På sit nyeste album er mørket omkring Zomby til stadighed tiltagende. Dette kommer til udtryk i en ren tour de force gennem britisk electronicahistorie, hvor Zombys unikke producerevner skinner igennem. Desværre viser de store ambitioner sig til tider at være for omfangsrige.
Young Magic: Melt
Kompositionerne på Melt er så gennemarbejdede, at det ikke engang mærkes, når mere elektroniske lyde træder ind i lydbilledet. De lyder blot som nogle krydderier i de store sække, der hænger fra den sære karavanes kamelrygge. Alt er akustisk og hjemsøgende som følelser af undergang og skønhed i ét. Sublimt? Ja, fandme ja.
Hør hele den nye Burial-ep
Også i 2012 er den engelske producer klar med nyt materiale. Ep'en Kindred er på vej, og nu kan den streames i fuld længde via Burials pladeselskab.
Dizzee Rascal: Showtime
Gadedrengen Dizzee er tilbage med flere hakkende gameboy-beats direkte fra Londons regnvåde gader. Nådesløst og skingert leverer han sine rim, og når musikken er så god, er der egentlig heller ikke nogen grund til at stoppe ham.
Dizzee Rascal: Boy in da Corner
Vinderen af Englands prestigefyldte Mercury Prize, 18-årige Dylan Mills, er blevet kaldt alt fra Tony Blairs sorte samvittighed og Labours glemte problem til redningsmanden for UK Garage. Uden at svinge sig op i samme panegyriske luftlag kan man dog konstatere, at et hovedværk er skabt.