Corsicana Lemonade har trods et mix af udtryk den klassiske rock som den faste kerne, som det instrumentale billede kontinuerligt vender tilbage til. Det gør pladen alsidig, men alligevel fastholder bandet en troværdig stabilitet i deres lydlige udtryk.
Et mangehovedet monster, der svinger sig rundt i rockglæde. En simpel plade, der rykker rundt i røven. Eller forvirrende. Fits er det hele, og det er faktisk til pladens fordel.
Workout Holiday er velspillet og energisk på den overrumplende gode måde. Men den er alle vegne-strittende på den overrumplende dårlige måde. Hvordan skal det nu forstås?
