Said the Shark byder velkommen til et mørkt univers, hvor kærligheden kun eksisterer som en teoretisk størrelse. Ingen af personerne i sangene stræber efter den. Den er en utopi, der kun kan være af akademisk interesse. Det er i både tekst og musik desillusionerende og nedslående, men det er også forbandet godt.
Den københavnske kvartets andet album er stærkere og mere kraftfuldt end forgængeren. Bandet er begyndt at skrive omkvæd, man husker, og kontrasterne i musikken er blevet bedre. Men det er ikke altid lige motiverende for lytteoplevelsen, at nøgleordet for pladen er resignation.
Dansk-canadiske Said the Shark råber ikke særlig højt. Men trods den stilfærdige stil springer duoens nærmest meditative debutplade i øjnene – ikke mindst fordi kontrasten mellem Maya Saxells apatiske stemme og Kim Oxlunds underlægningsmusik er yderst interessant.
Året 2004 er næsten gået. Det er endnu en gang blevet tid til at tælle kortene op, sortere skidt fra kanel, skille fårene fra bukkene og vurdere, hvilke plader der rigtigt rykkede i det forgangne år.
Danske Windermere giver med sit debutalbum opvisning i, hvordan atmosfæremættet shoegazer skal lyde. Dog savner pladen et særpræg.
