På P6 Beat-scenen skulle Yeasayer vise, om de stadig er noget værd, ni år efter udgivelsen af debutalbummet All Hour Cymbals. Desværre var de nye numre ubetydelige parenteser.
Tag - Yeasayer
Undertoners guide til NorthSide 2016
NorthSide Festival 2016 står for døren. Tredagesfestivalen løber fra den 17.-19. juni, og Undertoner står selvfølgelig klar til at guide dig til den bedst mulige festivaloplevelse i det aarhusianske.
Yeasayer + SX, 12.12.12, Pumpehuset, København
Fængende, dansabelt, sexet, groovy, eksperimenterende, poppet, rocket – alle disse ord kan siges om Yeasayer denne aften, og intet ville være usandt. Som en ottearmet blæksprutte tog bandet et melodisk favntag om publikum og blæste os omkuld med energi, engagement og en perfekt sætliste.
Yeasayer – Popularitet er hårdt arbejde
Yeasayer vender efter to år tilbage til København med deres seneste album Fragrant World. Undertoner fangede bassist Ira Wolf Tuton til en snak om popularitet, udvikling og anmeldelser.
December-koncerter I: Murs og Jetsis svenskerblues knaser jul og slår skår når en rød mand siger ja
Undertoner har kigget decembers første halvdel grundigt igennem for koncerter. Se her hvad vi fandt.
Yeasayer: Fragrant World
Yeasayer har tidligere bevist, at de er et omskifteligt band, der formår at følge tidens musikalske tendenser meget minutiøst. Spørgsmålet er, om de på deres tredje udgivelse, Fragrant World, endnu en gang kan tilpasse sig og samtidig bibeholde den lyd, der skiller dem fra mængden.
Hør ny sang fra Yeasayer
15 måneder efter dens udgivelse er Odd Blood fortsat basis for Yeasayers turnéaktiviteter. Der er således ikke umiddelbart noget nyt album i støbeskeen - men forleden luftede de alligevel et nyt nummer på amerikansk tv. Hør det her.
Yeasayer deler valentinsgaver ud
I anledningen af valentinsdag har Brooklyn-bandet Yeasayer lagt deres digitale mini-ep "I Remember" op til fri download via deres hjemmeside.
Hør Yeasayer remixe Florence and the Machine
Den amerikanske psychpopgruppe, Yeasayer, hærger lige pt. blogosfæren med et nyt remix af Florence and the Machines “Dog Days Are Over”. Det nye remix er meget godt i overenstemmelse med udtrykket på gruppens andet album, Odd Blood, der så new yorker-bandet omfavne en delirisk og gennempsykedelisk musikform, der trak veksler på især Animal Collective. Yeasayers remix af “Dog Days Are Over” kan høres ovre på Pitchfork.
Yeasayer, 08.03.10, Lille Vega, København
Tribalpop goes Justin Timberlake goes rave. Med deres musikalske kludetæppe, inciterende danseglæde og et skønt vokalarbejde bragte Yeasayer foråret til Vesterbro.
Marts’ koncerter: Forår i ørene
Hver gang vi træder ind i en ny måned sætter Undertoner fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter. Vi giver jer: Marts!
Yeasayer: Odd Blood
Yeasayer har på deres andet album tilføjet musikken struktur gennem en mere traditionel opbygning af melodier og rytmesektioner. Det gør dog ingenlunde Odd Blood kedelig, for pladens pågående og dansable kompleksitet er helt igennem indtagende.
Yeasayer udgiver ny single til gratis download
Et af årets mest ventede albums her på redaktionen, er Yeasayers Odd Blood. Videoen til den første single, “Ambling Alp”, satte de forventninger højt i vejret, og der er god grund til at glæde sig til albummet udkommer 9. februar og koncerten 8. marts på Vega. Nu har bandet frigivet endnu en single, “O.N.E.”, som kan downloades frit og kvit fra deres hjemmeside. Eller næsten i hvert fald. Det koster lige en e-mail-adresse. Det er et herligt nummer med en positiv, elektronisk 90’er-produktion. Endnu et klart bevis på, at de har bevæget sig i en mere dansabel retning. Den kan også fås lige her:
Yeasayer til Danmark
Vi har allerede skrevet om Yeasayers nye album Odd Blood, der udkommer 9. februar. Vi har også brugt deres nye single fra albummet, “Ambling Alp”, som fredagsvideo. Derfor er det jo dejligt at kunne fortælle, at bandet kommer til Danmark og spiller den 8. marts ifølge Beatbox Booking. Det er også det, der står på bandets Myspace, men Vega er åbenbart af en anden mening. Ifølge dem kommer bandet før, de har udgivet deres nye album, nemlig allerede 4. januar. Så hvem har mon ret? Jeg satser på, at booking-bureauet og bandet har bedst styr på, hvornår de skal spille. I øvrigt er det anden gang, bandet spiller i Danmark. De var her nemlig også i 2008 på Roskilde Festivalen, men lad os håbe, de spiller bedre denne gang, for det var ikke en succes ifølge Lasse Dahl Langbak. Lad os lige tage den video igen. Her er den i en censureret version, så man ikke kan se de vitale dele af de nøgne mennesker. Den slags naturlighed korrumperer jo ungdommen:
Fredagsvideo: Yeasayer: “Ambling Alp”
Yirh! Der er god grund til at glæde sig til Yeasayers nye album, der som allerede nævnt udkommer 9. februar 2010 og kommer til at hedde Odd Blood. I hvert fald hvis man skal dømme efter den første single fra albummet “Ambling Alp”. Den antyder, at bandet går samme vej som de fleste andre for tiden. Flere rytmer, mere rave, mere dans. Og så ligner videoen en eller anden hippie-version af David Lynchs sci-fi-klassiker Dune fra 1984. Det lover godt for det kommende album. Døm selv og ha’ så for pokker da en god weekend! (fra Pitchfork)
Yeasayer klar med opfølger
Say “Yeah!” (undskyld) for Yeasayer er klar med opfølgeren til deres anmelderroste debutalbum All Hour Cymbals. Der er desværre ikke nogle rygter om, hvordan de vil følge op på deres mildt psykedeliske tribal-pop-numre, men lad os håbe, det er mere af det samme, men alligevel lidt anderledes. Det plejer at være en skudsikker formel for en opfølger til et succesfuldt album. Nå, til detaljerne: Albummet kommer til at hedde Odd Blood, bliver udgivet 9. februar og indeholder følgende sange: 1. The Children 2. Ambling Alp 3. Madder Red 4. I Remember 5. ONE 6. Love Me Girl 7. Rome 8. Strange Reunions 9. Mondegreen 10. Grizelda
Jneiro Jarel’s Shape of Broad Minds, Battles, Yeasayer, 04.07.08, Roskilde Festival
Jneiro Jarel’s “Shape of Broad Minds”, 04.07.08, 17.00, Cosmopol Måske var det varmen, måske var Jneiro Jarel ikke kendt eller hypet nok, eller måske var det bare på grund af Gnarls Barkley, der spillede på samme tid og så endda på Orange. Shape of Broad Minds måtte i hvert fald se ud på et Cosmopol, der hverken var halvt eller kvart fyldt med folk, der kunne understøtte svedende beats og utugtige rim. Og de, der var der, syntes også kun at være svagt interesserede for Jneiros jazzede og svævende rap, hvilket er synd, da Craft of the Lost Art var en af 2007’s mest interessante og psykedeliske hiphopudgivelser. Det var derfor ærgeligt, at ingen af de ting rigtig gjorde sig gældende ved gårsdagens koncert, hvor Jneiro smilende og energisk var opsat på at “pumpe” folk op, når han reelt set kunne levere den mest interessante og anderledes hiphop-live-oplevelse, hvis han turde. Han forsøgte sig med et par af de mere udsyrede numre, akkompagneret af guitar, men det blev skæmmet af en elendig lyd, der var født til at drukne samples og et til tider temmelig ueffent guitarspil. Så skal der være fest, så lad der være forsøg på fest. Og der kom da også mere gang i folk, da Jneiro introducerede Khuju Goodie, medlem af klassiske Goodie Mob, der også bestod af selveste Cee-Lo fra koncertfællerne Gnarls Barkley. Med sin benprotese og et tungt, tungt flow fik Khuju og Jneiro sammen blødt op for folk i en kort stund med en gruppe tunge, crunk-inspirerede sange, der fik folk til at gynge. Uanset dårlig lyd kan man jo altid mærke en bas, og det var også et af lyspunkterne ved en skuffende koncertoplevelse fra en veloplagt kunstner. (AM) Battles, 04.07.08, 00.00, Odeon Det er de færreste, der får set sig selv i spejlet på Roskilde, men det var lige præcis, hvad Battles gjorde sent fredag aften. Med deres sædvanlige sans for rytmisk/melodisk mosaik og spejling af temaer blæste de hovederne af publikum med et smil på læben og ydmyg overlegenhed. (Bas-)guitaristen David Konopka startede løjerne med at loope en basostinat, der rumsterede højt og længe, indtil resten af kvartetten indfandt sig til lyden af loopet og de obligatoriske klapsalver. Trommeslageren John Stanier, der tidligere har slået sine folder i Helmet og Mike Pattons Tomahawk, slog nu koncerten i gang med enkelhed og præcision. Langsomt, men sikkert blev tempoet forøget, og de to keyboardspillende guitarister, Tyondai Braxton og Ian Williams, begyndte så småt med deres indbyrdes kendemærke i scenevant sammenhæng: kunsteriske spasmer, der – uanset deres til tider hysteriske karakter – formidler følelsen af spændstigheden i Battles’ udtryk. Det var netop en følelse af totaloplevelse, der var mest sigende for denne koncert fredag aften. For hvor Battles med et voldsomt overskud demonstrerede deres direkte overlegenhed i krydsfeltet mellem mainstreamens power og undergrundens eksperiment, skortede det heller ikke på interaktion med publikum. Med eksempelvis en Braxton i vokal topform i videohittet “Atlas” stående med fagter til publikum, understregede gruppen energisk, at de har rykket sig milevidt fra den langt mere indadvendte postrock-attitude, man oplevede ved deres første koncert i Danmark tilbage i 2006. Der blev overvejende paraderet med materialet fra gruppens regulære albumdebut, Mirrored, men naturlige afstikkere til ep’erne blev naturligvis bragt til torvs, og dette var til stor glæde for undertegnede, hvor især “Tras” på fremragende vis fremstod som en art udstikker til fremtidige planer og bedrifter. En sådan fremsynethed må gerne fortsætte, således at vi måske snart igen kan se Battles gøre det umulige og overgå sig selv endnu en gang. Totaloplevelser er jo alligevel en sjælden ting. (LB) Yeasayer, 04.07.08, 01:00, Pavilion Visuelt fangede frontmand Chris Keatings spastiske bevægelser, Luke Fasanos oprejste position foran trommerne og bassist Ira Wolf Tutons Obelix-frisure øjeblikkeligt ens interesse, men den aparte samling musikere, der kalder sig Yeasayer, kunne ikke holde interessen fanget særlig længe og højst i små glimt. Det, Yeasayer fik ud af anstrengelserne på Pavilion-scenen, var langt fra nogen stor auditiv oplevelse. Yeasayers debutalbum, All Hour Cymbals, er en kompleks størrelse. Melodierne er flettet ind i hinanden, vokalerne er flerstemmige, og bandet har hentet musikalsk inspiration i Mellemøsten og Afrika. Men én ting er et studiealbum; noget andet er en live-optræden, og for Yeasayer lykkedes det ikke at overføre udtrykket fra pladeindspilningerne i live-regi. Det er der naturligvis intet i vejen med, hvis det er anderledes til det bedre, men i dette tilfælde var det til det værre. Alle, der troppede op til koncerten efter at have hørt Yeasayers plade, kan derfor næppe have været andet end skuffede over bandets optræden. Mellemøstlige musikinstrumenter var mestendels erstattet af loops, så kun Fasanos tribale trommespil og masser af håndklap gav new yorker-bandet et skær af noget eksotisk. Og derfor lød bandet hverken mere eller mindre interessante end ethvert andet nordamerikansk indierockband. Ej heller på vokalfronten, der ellers er en væsentlig del af Yeasayers udtryk, blev den vare, man kunne forvente, leveret. Chris Keatings stemme var alt for skinger og ufokuseret, mens de to øvrige vokalister, Ira Wolf Tuton og Anand Wilder, ikke nåede højder, hvor deres flerstemmighed blev fængslende. Et af de stærkeste numre på bandets repertoire, “2080”, var et lyspunkt, men det skinnede dog så svagt, at det ikke kunne overstråle en rodet og tam omgang tribal-indie. (LDL)
Yeasayer: All Hour Cymbals
Håndklap? Tjek. Vokalharmonier? Ja da. Tribaltrommer? Også i den grad. Altså en ny Animal Collective-plade? Nej. Derimod er Yeasayer en sofistikeret storby-destillering af støvede og snørklede melodier.