Plader

Electric Turn to Me: s.t. EP

Skrevet af Troels Mads

Electric Turn to Me er det seneste skud på stammen af fremadstormende new yorker-rockere. Ep’en er så overlæsset med referencer, at det er vanskeligt at danne sig et ordentligt, dækkende indtryk af gruppen.

Da noiserock-kvartetten Laddio Bolocko opgav ævred i 2003, fortsatte den ene halvdel af medlemmerne i The Psychic Paramount – den anden (Marcus Degrazia, keyboard, og Blake Fleming med en fortid i Mars Volta, trommer) i Electric Turn to Me, hvis lineup efterfølgende kompletteredes med tilgangen af den tyske chanteuse Silke og guitarist James Wilk. Gruppen udmærker sig altså ved ikke at have nogen decideret bassist. Bassporene på den selvbetitlede debut-ep stammer fra Degrazias keyboard.

Hvor Laddio Bolocko var lettere avantgardistiske, har Electric Turn to Me umiddelbart valgt en noget mere kommerciel tilgang – ja, snarere end støjrock er der vel tale om støjpop ikke ulig den, der for tiden så flittigt udøves af de såkaldte the-bands. Electric Turn to Me er i øvrigt også new yorkere. Paradoksalt er det imidlertid, at hvor det eksperimentelle alt andet lige ofte også er mere komplekst, lader Electric Turn to Me ikke Laddio Bolocko spor tilbage at ønske i mangfoldighed. De trækker på så mange inspirationskilder, at det er tvivlsomt, om man kan nå at remse dem alle op på det kvarter, ep’en varer, og det er desværre, som om sangene, der ellers alle har fine momenter, er ved at drukne i referencer.

I åbningsskæringen, “First Crimes”, demonstrerer James Wilk, at han kan sin Love på fingerspidserne, orglet er lidt mere psych’ed end The Doors’ Ray Manzareks, men ellers godt derhenad, Blake Fleming tonser af sted med glimrende powerhouse-trommespil (William Ward?), og det lykkes die Silke at inkarnere Grace Slicks pågåenhed, Debbie Harrys coolness og et eget, goth-agtigt feel på én og samme gang. Eller som der står på bandets hjemmeside: “She evokes virtually every brittle, scarily sexual female presence of the last 20 years.” Jeg vover pelsen og påstår, at hun samlet minder allermest om Siouxsie Sioux. Jeg er samtidig mere overbevist om, at hun nok skal blive den næste ‘retro-indie-chik poster-girl’ – godt ser hun jo også ud (watch out Sharin!) – end om hvorvidt det rent faktisk lykkes hende at formidle referencerne så overbevisende, at man ligefrem kan påstå, at hun synger godt. I “Watch out for the Witch” minder Silke mest om Courtney Love, som hun lød i “Softer, Softest”. Det er retro-rrrrock, men desværre med lidt for mange dikkedarer.

“Nightvision” besidder umiddelbart ep’ens største hitpotentiale. Desværre er produktionen lidt mudret, og igen er det, som om Electric Turn to Me vil for meget på én gang; referencerne står på skuldrene af hinanden. Det er der i sig selv ikke nødvendigvis noget galt i, men her er facit altså en værre, musikalsk rodebutik. Et virkelig catchy omkvæd, der i en renere produktion nok skulle kunne indbringe Electric Turn to Me noget airplay, skæmmes i nogen grad af, at det ikke helt lykkes Silke stemmemæssigt at honorere de støjende passager, som der i øvrigt er for mange af, efter fortjeneste. Forsøget på at bevare momentum ved at veksle mellem stilhed og støj går i nogen grad fløjten, når der er syv-otte ensvirkende, drastiske skift på blot fem minutter”¦

I “Ride the Wave” lyder Silke allerkøligst, og nummeret nærmer sig i sin form klassisk new wave, og så ligger referencerne til Velvet Underground og Nico, når de er mest tilgængelige, lige for. Her er helt sikkert også et vist hitpotentiale, men hvis dét skal matches af en tilsvarende troværdighed og holdbarhed – og det gælder selvsagt for hele pladen – skal Electric Turn to Me blive bedre til at fokusere på og udvikle deres egne kvaliteter. Her er potentiale, men det drukner på denne ep desværre i ikke-understøttede ambitioner (hvorfor ikke bare spille lige ud af posen, når nu melodierne er til det?) og slørende støj fra de sidste 30 års rockhistorie.

★★★½☆☆

Deltag i debat