På papiret ser det lovende ud for indiepop-søstrene i 7ebra med deres blide, alternative bitter-søde melodier. Og det lyder sådan set lækkert, men der er bare et problem: Teksterne er mildest talt vage og det føles ind imellem, som om man har hørt det hele før.
Tim Hecker river lytteren med til sit dystre, melankolske sind på sit nye album No Highs, som både er fyldt med støjede, tunge momenter, men også blide og rolige stykker. De store kontraster gør dog indlevelsen svær, og får fortællingen til at miste momentum.
Tinariwen har på Amatssou endnu engang fået hjælp fra den anden side af Atlanten. Resultatet er et mere afdæmpet kapitel i tuaregernes bagkatalog, men helt medrivende bliver det trods alt aldrig.
Debutalbummet fra den danske alternative rockduo Mavourneen tager lytteren ud på gyngende grund og tilbyder et kig ned i tilværelsens rådne og forjættende gab. Det er på mange måder en flot og ambitiøs debut, men bandet mangler stadig værktøjerne til at formidle deres mørke vision på en fuldt overbevisende måde.
Med en smuk dissekering af saxofonen, inviterer Colin Stetson lytteren på en meditativ rejse gennem blæseinstrumentets forunderlige skyggesider.
Brødrene D’Addario går all-in på at genskabe behagelige og nostalgiske lyde i Everything Harmony. Deres evne til ubesværet at kanalisere indflydelser bliver også deres største hæmsko.
Lazy Dayz er et trippy, bizart ræs i livets hurtigbane med drømmende plastikpunk og breakcorebaskere pumpende fra bilanlæget. En ironisk, men dionysisk hyldest til jagten på flygtig nydelse, når livets andre glæder har skuffet for mange gange.
Det seneste album fra Indigo De Souza er måske ikke den mest originale indieudgivelse, verden har hørt. Men der er til gengæld ikke noget sløjt øjeblik blandt sangene, og det eneste, man sidder tilbage og mangler, er mere musik.
Debutpladen fra Kogekunsts Oskar Krusell er velsmurt, sympatisk navlepilleri. Skrøbelighed og hovmod mødes i hans krøllede, dansksprogede tekster over et vindblæst singer-songwriter-univers, der er bedst, når det ikke er alt for stillesiddende.
Silver Moth er fostret af corona-nedlukningens kollektive ensomhed, og giver på Black Bay til tider glimt af noget både stort og smukt, men også en mangel på beslutsomhed, der resulterer i passager af støj og stilhed uden synderlig sammenhæng.
På deres niende plade forsøger The National at ryste posen med et mere mildt udtryk og mange flere gæsteoptrædener end tidligere, hvilket klæder First Two Pages of Frankenstein .
Leizure har været en tur i himlen og hentet rådne frugter. Men på vejen tilbage, fandt de noget så unikt, at de begynder at skille sig ud i det musikalske punklandskab.
De fire gymnasievenner, som udgør københavnske Tender Youth, viser stor alsidighed og spilleglæde på In the Hands of Broken Bonds, der kommer rundt i et væld af stilmæssige og instrumentelle afkroge. Det er en overbevisende begyndelse for et band, der har både ambitioner og evnen til at prøve ting af.
Den amerikanske artist Blondshell er klar med sin debutplade, som efter to stærke singler ikke helt efterlader det forventede aftryk.
