Plader

Wildbirds & Peacedrums: Rivers

Skrevet af Anna Møller

Duoens nyeste album består af de to ep’er Retina og Iris, og på trods af at der på hver af ep’erne er distinkte omdrejningspunkter i kirkekor og steelpan, er der samme minimale lyd og affektive stemning gennem hele albummet.

Første gang jeg sætter Wildbirds & Peacedrums‘ nyeste album Rivers på, er det en af de der syndflodsdage i København, hvor tunge dråber falder i konstante mængder dagen igennem og i mine øjne skaber optimale betingelser for at lytte til de eksperimenterende svenskere.

Rivers er bygget op omkring ep’erne Retina og Iris, der udkom tidligere på året, og som begge er gennemførte eksperimenter med hhv. olietønde og steelpan og lyden af en kirke med kammerkor. Retina er således optaget i en islandsk kirke med dertil hørende stemningsfuldt kirkekor (arrangeret af Hildur Gudnadóttir fra bl.a. múm) og kold rumklang. På singlerne fra Iris overtager steelpan korets rolle som bagvedliggende stemningsbærer, mens trommer og anden percussion giver numrene et næsten minimalistisk-elektronisk præg. Ep’erne holdes på Rivers adskilte, så de første fem numre er fra Retina og de næste fem fra Iris, og som sådan fremstår albummet på papiret mere som to ep’er end som et samlet album. Dog er både Mariam Wallentins centrale vokal og en gentagende, skrabet lyd – skabt af Andreas Werliins percussion – gennemgående elementer, der samler albummet. Wallentins vokal er dybfølt og luftig, og der er meget Victoria Legrand fra Beach House over dens dragende, hypnotiske og æteriske lyd.

Når der insisteres på en så fast inddeling i ep’er, er det næsten umuligt ikke at lede efter en favorit. I mine øjne er der mere nerve på Iris, og jeg må indrømme, at kirkekoret enkelte steder ikke fungerer for mig. Dette sker eksempelvis i “Fight for Me”, hvor enkelte lyde og reminiscenser fra teksten i brudte indslag fremføres af koret, der fremstår som eksperimenterende a capella. I mine øjne er koret bedst, når det indgår som stemningsbærer frem for som et selvstændigt instrument, der giver et bjæf fra sig i ny og næ.

Der er imidlertid ikke meget at indvende mod Rivers, som indeholder nogle helt exceptionelt gode numre. Et af de bedste er ”The Wave”, der åbner Iris-ep’en og dermed har grobund i Wallentins steelpan og særprægede og ekspressive vokal. Hun synger: »So I am a believer / I got water to my waist / I am stuck here on an island / I don’t blame it on bad luck, it’s faith / just like a wave runs / just like a wave falls / it’s a never ending movement / love is moving like a wave / blood is moving like a wave / hope is moving like a wave / in flood and faith.« Det er smuk lyrik og formidles på bedste vis af Wallentins vokal, der har fordelen at kunne udtrykke utroligt mange følelser og samtidig være udramatisk og troværdig. Dette gælder også i “The Drop”, hvor steelpan og Weerliins enkle trommer giver Wallentin den perfekte baggrund for at fremføre en desperat og utrolig ekspressiv vokal. Det føles som en kliché at skrive det, men det er meget smukt.

Tematisk drejer begge ep’er sig i og omkring vand, og det gik igen på ep’ernes covers. De afbilder hhv.  Werliins og Wallentins ansigter, der kigger op igennem vand og ser direkte ind i kameraets – eller beskuerens – linse. Hvor kirkerummets kolde resonans på Retina repræsenterer det æterisk vandige, fungerer Iris‘ steelpan som dråberne, der falder ned gennem Wildbirds and Peacedrums’ minimalistiske og dragende univers.

Man behøver ikke omgivelser med syndflodslignende regn for at nyde Rivers, for albummet er i sig selv en yderst succesfuld og gennemført undersøgelse af vandets væsen.

★★★★★☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar