På grund af et par omrokeringer havde moi Caprice fået tildelt den fornemme tjans at spille som fredagens sidste band på Spot09. Det gjorde de med manér.Michael Møller var i sit sædvanlige hopla på scenen. Med en reference til bandets tidligere sorte uheld med konkursramte pladeselskaber og årelange forsinkelser præsenterede han et nyt nummer med: “œHer er vores seneste single, som vil udkomme om to år. Den er fra vores næste plade, som kommer om fem år“. Møller fungerede som storcharmør på Ridehusets scene, som han sammen med den lettere udvidede besætning i moi Caprice indtog.
Bandet spillede, ud over et par nye numre, udpluk fra deres debut, Once Upon a Time in the North. Den evigskønne Daisies blev fremført på majestætisk vis og er en sang, som er med til at illustrere moi Caprices format.
 |
| moi Caprice spillede på samtlige følelsesmæssige tangenter og leverede en smuk koncert. |
Bandet havde åbnet for samtlige sluser: Hvor det skulle være stille og afdæmpet, var det det, og hvor der skulle larmes og støjes, blev der det. Eksempelvis fik The Sun & the Silence endelig lov til at regne med støjende guitarkaskader ned over sit publikum (noget der gik helt tabt i den seneste studieversion af sangen), alt imens Møllers vokal svævede rundt i rummet. Jeg tror aldrig, jeg har hørt den bedre – sammenlagt kommer bandets storladne lyd da også først til sin ret på en ordenlig scene.
Bandet afsluttede koncerten med den filmiske Girls in the Trees, som langsomt arbejdede sig hen mod den klimaktiske afslutning med en mur af støj – skønt! Der blev dog plads til et par ekstranumre, eftersom bandet var det sidste på scenen, og de blev brugt på et nyt nummer samt vuggevisen Berceuse. “It’s time for me to say goodnight“, sang Møller, hvorefter bandet forlod scenen. Fredagens Spot var lukket med manér af et alt for undervurderet dansk band.
Læs også Undertoners anmeldelser af
moi Caprice: Once Upon a Time in the North
moi Caprice: We Had Faces Then