Damien Jurados første besøg i København var en stilren, rar og til tider ganske smuk oplevelse. Men opfindsomheden blev væk.
 |
Copenhagen Beat Packing District var, på trods af dets forholdsvis autentiske (men lettere out-dated) midt-firser punk-feel, dets kryptiske beliggenhed og de halvlunkne og vamle Giraf-øl, en noget nær perfekt ramme for Damien Jurados første besøg i København.
Jurado, der – lad det være sagt med det samme – ligner en engelsk hooligan-bølle i den mere brutale ende, har i de sidste fem-seks år vist sig som en af de mest talentfulde sangskrivere på folk-scenen. Han kan med rette sammenlignes med både Bruce Springsteen og Will Oldham og har absolut også et talent, der næsten er på højde med sidstnævntes. Men Damien Jurado har altid holdt sig lige under overfladen og er vel egentlig stadig en velbevaret hemmelighed. Han er som Copenhagen Beat Packing District gemt godt væk, uden det brede appeal og med en lækker usleben kant.
Damien Jurados seneste plade, Where Shall You Take Me, var koncertens umiddelbare omdrejningspunkt, og herfra leverede han blandt andet de særdeles smukke Abilene og Amateur Night, der lagde en tryg varme over det lille og halvkolde lokale. Ohio var som den skulle være: smuk, intens og gribende, men i det hele taget udmærkede sangene sig ved at lyde nøjagtigt, som de gør på Jurados i øvrigt fremragende plader. Dette er, når det kommer til stykket, egentlig ikke et kritikpunkt, men mere en konstatering af, at alt var, som det skulle være. Der var ingen overraskelser, og det føltes af og til, som om Damien Jurado tog en lidt for hurtig tilflugt i sine egne pladers tryghed og dermed leverede sangene uden den kant, som en liveoptræden ofte kan tilføre sange. Lidt opfindsomhed havde nok givet de mindeværdige fortællinger et ekstra skub ud over scenekanten.
Til gengæld var hans sange spækket med en så grundlæggende ynde, at det må siges at være mere end imponerende, at de kunne holde sig ovenvande uden dette ekstra skub. Jurados sange kan mest af alt betegnes som Nebraska for zapper-generationen, og den skønhed, der kendetegner Springsteens klassiker (og Jurados egen Where Shall You Take Me) var absolut til stede i Copenhagen Beat Packing District. Men den var aldrig allestedsnærværende, og det skete, at kulden, støjende bartendere og betongulvet var for stærk en modstander for sjælen i de tyste, tragiske og oplivende fortællinger.
Desværre kom Damien Jurado aldrig op i de højere luftlag, og det virkede ofte en smule for indøvet og stilsikkert. Men selvom overraskelserne manglede, og det helt store sus udeblev, skuffede han heller ikke på noget tidspunkt, og da den efter en lille time atter stod på S-tog og efterårsaften, var luften alligevel blevet lidt varmere og natten lidt lysere.
Læs også Undertoners anmeldelser af: Where Shall You Take Me?
Just in Time for Something EP
On My Way to Absence
