Der bliver ikke brugt meget tid til opvarmning på tyske Monochromes nyeste minialbum, Ferro. Straks efter man har startet cd’en, sætter musikken i gang med et brag med hård guitarlyd og insisterende vokal. Starten er egentlig meget karakteristisk for gruppens musik, der er meget direkte uden de store eksperimenter. Det meste af tiden spiller gruppen lige på og hårdt.
Der er tale om halvhård indierock af den type, der har udgangspunkt i punkens verden, og hvor flænsende guitarer og gode simple melodier er i højsædet frem for forsøg på at bringe musikken videre gennem nye opfindsomme arrangementer og andet “fyld”.
Dynamikken i musikken opstår i et samspil mellem det rå og det følsomme. Det sker blandt andet gennem et samspil mellem gruppens to vokalister i form af en mandlig aggressiv vokal og en mere melankolsk kvindelig vokal. Ind imellem slår den mandlige sanger også over i det mere melankolske, hvilket eksempelvis sker på Angelfire med nogle gennemskærende guitarer og en medrivende melodi. Trommer, guitar og bas væver sig ind i mellem hinanden og danner et forrygende og velspillet underlag for en skarp melodi. Undervejs brydes de aggressionsladede passager af mere melankolske øjeblikke, der, som det hører sig til inden for genren, fungerer som pusterum, inden hastigheden igen sættes i vejret i næste omkvæd.
Resten af pladen er stort set bygget op over samme skabelon, men det fungerer bedst i de første par sange, selv om også en sang som “Flimmern” med en simpel ringlende guitarfigur er et glimrende rocknummer.
Monochrome har et slægtskab med en gruppe som Pretty Girls Make Graves, men besidder ikke helt denne gruppes musikalske variation, ligesom melodierne heller ikke er så umiddelbare. En anden reference er Foo Fighters, der har det samme udgangspunkt i punkens energi, ørehængende sange og hårde, brusende guitarer.
Monochromes musikalske virkemidler er ikke specielt alsidige, og tilmed er kontrasten mellem melankoli, aggressivitet og stille-støj-formlen hørt utallige gange før, men gruppen blotter ingen synlige svagheder i deres tag på genren. Musikken svinger godt, og melodierne er i orden, og hvis man hører musikken på dens egne præmisser, fungerer det rigtig fint.
Gruppens problem er dog den manglende variation, og efter de første numre er det tydeligt, at gruppen ikke har det store musikalske at byde på bortset fra gode melodier, energi og musikalsk håndværk. Pladen vinder dog afgjort ved at være et minialbum, og med en spilletid på under 20 minutter når musikken ikke for alvor at blive kedelig og ensformig. Uden at have hørt gruppens tidligere materiale kunne jeg derimod godt forestille mig, at et helt album ville være en tand for meget, hvis der ikke udvises større variation i udtrykket.
