Denne aften var præget af to bands, der spiller henholdsvis en mere elektronisk udgave af Radiohead og en temmelig traditionel instrumental postrock med vekslen mellem stilhed og støj, dur og mol.70 kroner for at komme ind og se et lille dansk band spille sammen med et forholdsvist ukendt norsk band var nok den største grund til, at der ikke var specielt mange mennesker på Rust denne aften. Spillestedet er smalt og aflangt, og under Printers koncert havde de fleste samlet sig nede foran scenen, så lokalet virkede ikke tomt – det gjorde det til gengæld under Salvatores koncert, hvor folk var trukket op bagerst i lokalet til baren.
Printer
Printers koncert var mest præget af en skare af venner eller fans, som stod forrest til venstre for scenen og råbte en blanding af ’Mogens’ og ’Åge’ mellem numrene. De gjorde det svært for mig dels at få en helhedsoplevelse og dels at kunne leve mig ind i musikken. Helheden er måske ikke noget, som Printer helt bevidst arbejder med; jeg oplevede i hvert fald en række numre, som dels lignede hinanden og så alligevel var en smule fragmenterede som gennemgående form. Printers eklektiske musik minder af og til som en mere elektronisk udgave af Radiohead, og det er nok ikke første gang, de hører den sammenligning. Desværre finder jeg Radiohead en smule mere interessant end Printer, selvom der var momenter, hvor de med lydflader og hårde beats fangede min interesse. Især det sidste nummers sidste minutter var godt.
Salvatore
Salvatore var lang tid om at sætte instrumenter op, og da de endelig gik i gang, var de første Rust-gæster, som var kommet for at danse til house, ankommet. Salvatore har netop udgivet deres 4. album, som de har indspillet med John McEntire, og Salvatore spiller også en temmelig traditionel instrumental postrock med vekslen mellem stilhed og støj, dur og mol. Deres force er klart de mere groovy numre, som de heldigvis også spillede en hel stak af denne aften. De er absolut ikke stilskabende, men de kan deres kram til UG, og det gjorde mig i godt humør at stå og rokke med til noget, der på en måde var så genkendeligt og dog fuldstændig fremmed. To piger, som ikke var kommet for at høre hverken Salvatore eller Printer, viste også deres begejstring for det groovy ved at danse en sær slags polkadans i dobbelt tempo. De må have haft en speciel oplevelse, når de nu stod og dansede til Salvatore i stedet for til Arman van Helden…
Da Salvatore var færdige, skyndte Rusts personale sig at sætte et hårdt pumpende housenummer på for at tilfredsstille de gæster, som var kommet for at danse og ikke for at høre norsk postrock. Det var ikke heldigt for koncertoplevelsen. Jeg skyndte mig ned i garderoben for at hente mit tøj og komme hjem, mens en strøm af storbrystede blondiner og bredskuldrede bodybuildere strømmede den modsatte vej.
