Vibration havde valgt at lade torsdag på Stengade stå i Puch Grand Prix’ens tegn: Koncertens tre orkestre er på papiret del af den samme allestedsnærværende og formentlig snart meget umoderne rock ’n’ roll-bølge.Vibration havde valgt at lade torsdag på Stengade stå i Puch Grand Prix’ens tegn: Koncertens tre orkestre er på papiret del af den samme allestedsnærværende og formentlig snart meget umoderne rock ’n’ roll-bølge. Det er nu ikke fordi, de tre havde særlig meget til fælles – undtagen det måske eneste der retfærdiggør at kaste alle mulige forskellige bands ned i samme rock n’ roll-kasse: Som livemusik er det nærmest uovertruffent, fordi der er så ufattelig meget kul på. Folk som ikke kan lide larmerock, kan måske forsøge at komme med indvendinger, men det er altså vanskeligt, når man samtidig får en containerfuld beton i hovedet – især hvis der er svampe i betonen som hos Baby Woodrose. Det vender jeg straks tilbage til.
W.E.E.D.
Aftenens første gruppe var imidlertid W.E.E.D. (en fiks forkortelse af Wild Evil Entertainment Department), som jeg ikke kendte på forhånd. Det viste sig at være en lidt blandet fornøjelse. W.E.E.D. spillede egentlig en rimelig straight omgang punkrock, men det var alligevel som om, de ikke rigtig havde noget holdepunkt. Det ene øjeblik var det rock n’ roll-agtigt med guitarsoloer og den slags, mens det straks efter var punk på en mere The Clash-agtig måde. De var klart bedst til det sidste, og visse numre var faktisk rigtig fede. Som helhed var deres koncert måske nok alligevel lidt middelmådig i det med lidt for meget fyld og for få højdepunkter, selv om alle bandmedlemmerne, inklusiv den røvflabede og temmelig rustne forsanger, havde god stil og spillede fedt.
Screamin’ Eric
Efter W.E.E.D. gik Screamin’ Eric på scenen. Mit problem med Screamin’ Eric er normalt, at jeg ikke bryder mig særlig meget om psychobilly (eller hvad man nu kalder det). Derfor ryger fidusen med deres sliderørs-bluespunk måske en lille smule. Men, men… det var nu alligevel en ret fed koncert, Screamin’ Eric spillede. Numrene spændte fra syret flipperrock til hurtig og nærmest hardcoreagtig punkrock, og det hele blev holdt sammen af deres særlige bluesstil på en energisk, sej og haltende måde. Ikke sådan at forstå at musikken var utight, men musikerne haltede bogstavelig talt: et band i meget dårlig fysisk form. Så selvom stilen måske ikke er min kop te, så var der rimelig meget gang i sagerne, og det var i det hele taget fedt nok.
Baby Woodrose
 |
Som man måske kunne forvente – i hvert fald hvis man regner glamour-parameteret for noget – var aftenens højdepunkt imidlertid stadig i vente. Folk var tydeligvis kommet for at høre Baby Woodrose, og fra første anslag viste det sig at være forståeligt nok. Lad al brok omkring uoriginal retro-rock ligge stille: Baby Woodrose spillede superfedt. Det er imponerende, hvad der kan komme ud af én stor indianer og to unge hippier, der spiller syrerock. Det ene nummer tog det andet, og hele molevitten blev leveret på en meget overbevisende måde. Hvert medlem er lidt af en ekvilibrist, og da de et stykke inde i settet spillede Caught in a Whirl – min personlig Woodrose-favorit – var der ikke et øje tørt. At dømme efter stemningen var jeg da heller ikke den eneste, der var splittet af over Baby Woodroses koncert. Faktisk manglede der vist ikke rigtig noget: Der var vildt meget gang i den, numrene var stemningsfulde uden at blive platte, og såvel bandet som publikum var i godt humør. Det hele kulminerede med nummeret Cherry Bomb, som var et støjorgie med sampler-gæsteoptræden af en vis Hobbit (øjensynligt var det et kopinummer, men vistnok ikke af Runaways-nummeret af samme navn). Baby Woodrose spillede en rigtig dejlig koncert.
Torsdag på Stengade var i det hele taget et rigtig godt arrangement, der bød på en bred omgang rock ’n’ roll. Om man nu er til den slags eller ej, så havde man ikke rigtig noget valg efter koncerten: Man skal skrue meget højt op for Belle and Sebastian for at overdøve den tinnitus, der plager éns hjerne efter fire timers tonser-rock.
Læs også Undertoners anmeldelser af
Baby Woodrose: Money for Soul
Baby Woodrose: Dropout!
