Hvad gør man, når man som kunstner har opnået at være blandt de største navne på en given scene og har defineret sin lyd så præcist, at det virker næsten umuligt at komme videre uden at give kald på selve essensen af det hele?
Det kan ikke have været let for Kurt Wagner og hans 15-20 musikalske legekammerater i Lambchop at lave dette nye album. Gruppens seneste plader, Nixon fra 2000 og Is a Woman fra 2002, har spillet gruppen helt op i den intime rockscenes absolutte superliga og i førstnævntes tilfælde oven i købet i form af et regulært mesterværk. Lambchop har efterhånden over en række plader fundet frem til sin helt egen niche på musikscenen, hvor gruppen på den ene side kan sættes i bås med intime rocknavne som Nick Cave, Tindersticks og Leonard Cohen, men som samtidig har sine musikalske rødder i den alternative countryscene og ikke er bange for at inddrage elementer af 60’ernes soulmusik. Hvor de to foregående albums adskilte sig fra hinanden, ved at Is a Woman var langt mere nedbarberet og simpel end den kompositionsmæssigt komplekse Nixon, er viseren denne gang landet et sted midt imellem.
Første gang, jeg satte Aw C’mon på, kunne jeg næsten ikke undgå at blive en smule irriteret over, at det lød næsten en tand for meget som Lambchop, som vi kender dem. Det er den velkendte flotte og vellydende balladelyd med Kurt Wagners snakke-vokal som omdrejningspunkt. Og Lambchop er gode til det, og jo flere gange man lytter til sangene, jo mere begynder de at krybe ind under huden, og man glemmer langsomt, at der ikke er så meget nyt under solen, bortset fra at arrangementerne langt fra er lige så nøgne som på Is a Woman.
No You C’mon starter nogenlunde i samme boldgade med “Sunrise”, men herefter løsnes posen, og det klæder faktisk Lambchop at smide hæmningerne lidt og bevæge sig lidt væk fra den velkendte formel. Uden at man på noget tidspunkt er i tvivl om, hvem man lytter til, betyder det, at vi her blandt andet kommer et smut forbi støjrock i “Nothing Adventurous Please” og fjollet sydstatsrock i “Shan a Dang Dang”, og generelt er tendensen, at arrangementerne på denne plade er mere løse i deres struktur.
Undervejs bliver man på begge plader også budt på en række instrumentalnumre, hvoraf flere stammer fra et projekt, Lambchop var involveret i med at lave musik til en fremvisning af en gammel stumfilm. Et par af dem virker fint, men i flere tilfælde er det lige før, at Lambchop ryger ind i kategorien elevatormusik. Når Kurt Wagners stemme er væk, bliver det næsten en tand for meget med de melankolske og kælne strygere, der i flere tilfælde savner et modspil.
Men selv om kvaliteten på de to plader er mindre konsistent end på de seneste Lambchop-udgivelser, er det ikke de enkelte sange, der står frem. Lambchops styrke er ikke at levere enkeltstående hits, men nærmere at levere en række sange der samlet set giver en helhed.
De to nye plader er bestemt solide albums, men fra et band, der har vænnet lytteren til mere end solide albums, er det ikke helt nok til at imponere. Der er en stor kliché at kritisere dobbeltalbums og simultanudgivelser for at have for meget materiale, men jeg er overbevist om, at et album med det bedste materiale fra de to ville have været bedre – og det album måtte meget gerne inkludere de numre, hvor Lambchop slipper lidt af den pænhed, der præger dele af de to plader.
