David Eugene Edwards havde samlet et par hundrede af sine disciple til en religiøs tordentale. Men frelsen udeblev desværre.
 |
En bekendt var så fræk at kalde David Eugene Edwards for doom-countryens svar på Smokie, og sådan en kommentar svier sgu’ værre end salt i et sår hos de disciple, der har fulgt ham de sidste 10 år. Men på den anden side, bemærkningen er vel ikke helt uden rette.
David Eugene Edwards har de sidste fire års tid jævnligt besøgt Danmark, enten sammen med Sixteen Horsepower eller med sideprojektet Woven Hand. Og så var det jo naturligvis spændende, hvad Vorherres Håndlanger ville diske op med, nu hvor det var første gang, han skulle stå på scenen alene.
Ikke at det ligefrem gjorde nogen større forskel, for Edwards har altid været det ubestridte midtpunkt live. Det er ham, øjnene og ørerne er rettet mod; eller rettere sagt, det er ham, der trækker publikums opmærksomhed mod sig. Og det er jo også helt fantastisk (og i den grad foruroligende), hvor voldsomt jorden skævler under fødderne, når den blonde prædikant-søn fra Colorado sætter sig foran mikrofonen. Derfor er Edwards altid en attraktion i sig selv; never mind the bollocks, her er den mest bibelparanoide superstjerne siden Nostradamus. Og du er ikke et sekund i tvivl om hans karisma, når han træder ind i lokalet.
Lille Vegas mørke og intime rammer opfordrede da også til absolut ydmyghed blandt publikum. Efter halvanden times ligegyldig opvarmning med Brother Danielson og Sufjan Stevens – den ene omtrent mere kedelig end den anden – tog publikum ærefrygtigt imod Edwards med bøjede hoveder og sug i maven.
Overraskelser var der ingen af, og kaniner i hatten har da heller aldrig været Edwards stærkeste side. Han har fundet sit tidsløse hjørne af den punk-inspirerede og afstumpede gospel-folk, og der har han tænkt sig at blive siddende. I det mørke som han frygter så meget, ventende på at Herren skal tage ham til sig eller sende ham ned i flammerne. Han er forberedt på begge dele.
Som det var ventet, leverede David Eugene Edwards et velvalgt, men også forudsigeligt udpluk af Sixteen Horsepower/Woven Hand-kataloget. Golden Rope, My Russia, Poor Mouth – og bedst af alt, Strawfoot.
Han er professionel og ved, at han altid kan tage publikum med sig ind i den formørkede trance, som han selv glider ind i. Men det kneb alligevel lidt med det intense, og af og til blev det, mod forventning, direkte kedeligt.
Edwards er bedst live, når han begiver sig ud i de rystende gode banjo- og guitarrundgange, og værst når han lader sig selv syre ud på et stagnerende gospel-trip. Det skete heldigvis kun et par enkelte gange, men det var alligevel nok til at trække store dele af publikum ud af Edwards greb. Og så er det altså kun menneskeligt at begynde at stå og ævle løs, selv om det uden tvivl skete til stor irritation for de folk, der formåede at holde koncentrationen rettet mod de dommedagsprofetier, der blev leveret fra scenen.
Alligevel formåede Edwards at få så tilpas meget lyd ud af sig selv, at man af og til ikke savnede orkestret. For jo, han er bedst, når der er bund i musikken, og en solooptræden gav ham ikke de store muligheder for egentlig udfoldelse. Men man kan nu heller ikke lade være med at føle sig en smule forundret over, at Edwards så ikke udnyttede Sufjan Stevens noget mere. For så kunne det have været en langt mere interessant oplevelse, end det endte med at være.
Det var ikke nogen uundværlig koncert, og har man først én gang oplevet David Eugene Edwards for fuld styrke, var der desværre ikke det helt store at hente.