I et program, der bød på masser af rock og pop med gang i den og masser af støj, var det rart at kunne læne sig lidt tilbage og lytte.Nordisk melankoli
I et program, der bød på masser af rock og pop med gang i den og masser af støj, var det rart at kunne læne sig lidt tilbage og lytte.
José González
 |
Den svenske sangskriver med argentinske rødder José González har fået et gennembrud i hjemlandet, hvilket blandt andet har givet ham en Grammy. Fredag først på aftenen trådte han helt alene ind på Musikhusets store scene, mens et talstærkt publikum havde sat sig til rette på gulvet. José González’ sange var meget intense, og både hans stemme og varierede fingerspil formåede virkeligt at holde lytterens interesse fanget. Jeg synes ofte, at koncerten med en mand og en akustisk guitar kan bliver kedelige, men de tre kvarter i selskab med José González gik hurtigt. Højdepunkter i sættet var blandt andet de to singler fra albummet Veneer, Remain og Crosses, der begge er sublime sange. Til sidst kastede González sig ud i et par coverversioner, blandt andet i form af en glimrende version af Joy Divisions Love Will Tear Us Apart, der lød meget anderledes i denne version, der var den eneste sang i koncerten, hvor der blev spillet rytmeguitar.
Det er oplagt at sammenligne José González med en af legenderne inden for genren, Nick Drake, men José González’ sange og stemme var så god, at han ikke behøver at stå i skyggen af nogle forbilleder. Det kan varmt anbefales at stifte bekendtskab med ham.
Salley Gardens
Salley Gardens var i programmet blev beskrevet som et dansk svar på krydsningen mellem singer/songwriter og jazz, som vi kender det fra eksempelvis Norah Jones. Selv om Salley Gardens ligesom Norah Jones hører til i det afdæmpede musikalske landskab, havde jeg dog lidt svært ved at se den sammenligning. Salley Gardens’ musik ledte snarere tankerne hen mod stemningsmættede grupper som Walkabouts og især danske Wynona. Gennem hele sættet var der en eftertænksom tone med flyglet og Karoline Hausteds fløjlsbløde stemme som omdrejningspunkt. Eftertænksomheden gik igen i præsentationen af numrene, hvor Karoline Hausted virkede meget beskeden og sagte og enormt taknemmelig for at få lov til at stå på scenen.
Salley Gardens leverede et sæt, der fungerede godt som stemningsmusik, der dog lige manglede det sidste, hvis gruppen for alvor skulle blive interessante og andet end ualmindeligt vellydende baggrundsmusik. Undervejs var der dog flere rigtig gode øjeblikke, blandt andet en dansk udgave af en svensk folkesang, Deroppe, der var meget smuk med afdæmpet fingerspil på violinen. Det samme var St. Caress, der handlede om det hårde i at sige farvel.
Hush
Lidt senere lørdag aften lagde Musikhusets lille sal scene til en af mine helt store oplevelser på dette års Spot Festival, der samtidig er bevis for, at en gruppe ikke behøver at være kendte for at give store koncerter. Den århusianske
 |
| Foto: Thomas Sjørup |
gruppe Hush spiller akustisk afdæmpet country, der befinder sig i genrens klassiske fortæller-tradition. I front har gruppen Dorthe Gerlach, der har en næsten overjordisk god stemme. Den befinder sig helt oppe i de høje luftlag, og skal man give en beskrivelse, er det noget i retning af en heliumudgave af Dolly Parton. Hun er i særklasse og i sig selv et afgørende trumfkort for Hush.
Mellem sangene gav Dorthe Gerlach sig god tid til på charmerende nordjysk at introducere sangene og det tekstlige indhold. Teksterne handler, som det hører sig til inden for genren, mest om kærlighed af både den lykkelige og ulykkelige slags. I lighed hermed var musikken traditionel – måske lige en tand for traditionel – men gruppen har skrevet en samling helt forrygende melodier, blandt andet singlen That Don’t Make It Right, der netop skulle være udsendt til radiostationerne. Gruppens debutalbum skulle udkomme til august, og efter nu at have set gruppen to gange ser jeg meget frem til det. Min største frygt i den forbindelse er, at albummet bliver produceret for pænt.
Hush gik også rent ind hos publikum i den fyldte sal, der takkede for en stor oplevelse med lange stående bifald, både før og efter gruppen gav et ekstranummer.
Læs også Undertoners anmeldelse af:
José González: Veneer
