Undertoner var med til den officielle åbning af Spot, der var en lidt underlig blanding af rockkoncert og højtidelig begivenhed. Aftenen bød dog også på et enkelt særpræget kunstnerisk statement.Inden Spot 10-festivalen for alvor starter fredag, havde arrangøren ROSA tyvstartet lidt med en række optaktsarrangementer, der blandt andet satte spot på bands fra Norge og Belgien på spillestederne Voxhall og Kupé. Undertoners udsendte valgte imidlertid at følge med strømmen af branchefolk til den officielle åbning, der foregik i Musikhusets store sal, hvor der var programsat fem navne, heriblandt de storsælgende poprockere Swan Lee.
Lad det være sagt med det samme, arrangementet fremstod lidt underligt. Begivenheden havde karakter af en blanding af rockkoncert og en mere højtidelig begivenhed med taler af blandt andre en meget hæs kulturminister. Hertil kommer, at en sal, der langtfra er fuld, og hvor mange mennesker tilsyneladende ikke interesserer sig synderligt for musikken, ikke er de bedste betingelser for navne, der endnu ikke er kendte.
Beth Hart
Først på programmet var amerikanske Beth Hart, der fik lov til at spille et enkelt nummer (inden hun senere på aftenen skulle spille i Musikhusets foyer). Det er svært at bedømme på baggrund af så lidt, men umiddelbart lød det til, at vi har at gøre med en sangerinde, der har en del til fælles med Alanis Morissette.
 |
Sondre Lerche
Efter et par taler og en introduktion af aftenens konferencier – Reiner fra Canal Wild Card – var det tid til, at den unge norske sangskriver Sondre Lerche kunne indtage scenen alene med fire sange og sin akustiske guitar. Sondre Lerche spiller en singer/songwriter-pop, der har rødder i den britiske musikscene, og som har nogle tydelige undertoner fra 60’ernes folkscene. Musikken er måske ikke synderlig original, men Sondre er udstyret med en fremragende stemme, der minder en smule om en ung Paul McCartney, og derfor var det en helt fin optræden.
Teitur
Næste indslag havde også tydelige rødder i den engelske musikscene. Teitur fra Færøerne er tydeligvis fascineret af melankolsk engelsk indierock, og der var klare referencer til navne som Coldplay og Starsailor. Teitur har fået meget rosende omtale, men bedømt efter denne optræden er det lidt uklart for mig hvorfor. Der var bestemt gode takter undervejs, men mit overvejende indtryk var, at sangmaterialet og kompositionerne fremstod for ordinære til at kunne lyse op på en scene, der i forvejen er stærkt overbefolket.
Jomi Massage
 |
Efter en kort pause var det tid til aftenens mest særprægede indslag, der kom fra Jomi Massage. Signe Høirup Wille-Jørgensen entrede scenen iført en knaldrød 60’er-inspireret kjole, lange, røde støvler og endnu længere blå strømper. Inde i tøjet var placeret mikrofoner, sådan at enhver bevægelse kunne høres. Uden at sige et ord gav Signe sig til at klæde sig af, indtil hun var helt nøgen. Herefter stod hun helt stille på scenen i nogle sekunder, hvorefter hun tog tøjet på igen. Hun greb herefter en mikrofon, kastede sig ned på gulvet og skrev aggressivt noget på gulvet med en tændt mikrofon. Hvad det præcise budskab med eventen var, står hen i det uvisse, men det var et statement, der var med til at kaste lidt uforudsigelighed ind i et ellers lidt for pænt arrangement. Og så skal det da lige nævnes, at Jomi Massage også spillede en enkelt og i øvrigt glimrende sang, men det virkede lidt som et antiklimaks oven på denne indledning.
 |
Swan Lee
Nu var tiden kommet til det, som de fleste i salen ventede på – Swan Lee. Jeg forstår godt, at Swan Lee i stor stil har fået hul igennem til plademarkedet, for de formår virkelig at levere nogle gode popsange, og så har de i Pernille Rosendahl en sangerinde med klare stjernekvaliteter. Sættet bestod primært af sange fra bandets nye plade, og i forhold til studieudgaverne lød de mere rå, hvilket især var kendetegnende for Jonas Strucks guitarspil. Swan Lees styrke er medrivende og meget skarpe rocksange og ballader med højt til loftet, hvorimod det kniber mere, når det kommer til midtempo-sangene, der i flere tilfælde var lidt for ordinære.
Efter en halv time med Swan Lee var åbningsfesten slut, og man kunne se tilbage på en noget blandet aften, hvor det overvejende indtryk var, at man endnu engang fik bekræftet, at rockmusik ikke hører hjemme i Musikhusets store sal. De optrædende havde meget svært ved at skabe kontakt til publikum, og derfor blev denne åbning aldrig nogen egentlig fest.
