Plader

Mads Mouritz: This Chaos Called Love

Skrevet af Rasmus Bækgaard

En klassisk melankolsk rockplade med den gode sang i højsædet. This Chaos Called Love består af en række gode sange, men det hele fremstår også lidt for anonymt til, at musikken for alvor brænder igennem.

Musikken på This Chaos Called Love tager udgangspunkt i den amerikanske musiktradition og består af alt fra soul over blues til klassisk sangskrivning, country og en lille snert af jazz. Inspirationskilderne tyder således på, at vi befinder os inden for den genre, der ofte bliver kaldt americana, og som der de seneste år er kommet en hel del bud på med udgangspunkt i Danmark.

Betegnelsen bliver dog ofte brugt til at beskrive en musik, der i langt højere grad tager udgangspunkt i countrymusikkens mere dystre sider. Selv om den debuterende Mads Mouritz har et slægtskab med flere americana-navne, blandt andet Lambchop, og også har en klar melankolsk tone, vil jeg hellere kalde musikken for amerikansk inspireret rootsrock.

Albummet indledes i den mere tyste ende med “Alibis”, der lægger sig et sted mellem jazz, blues og country og har en afdæmpet akustisk bluesguitar som underlægning for Mads Mouritz’ ikke specielt store, men særdeles inderlige stemme – en stemme, der minder en hel del om Jason Molina fra Songs: Ohia.

I “Geography” får musikken et spark bagi i form af en omgang svedig bluesrock, der er medrivende, om end bestemt ikke særligt avanceret. I tredje sang, der er titelnummeret, skiftes der stil igen, idet et orgel er med til at danne underlægning for denne ballade, der dermed kommer over i retning af klassisk soul, og som hører til blandt det bedste materiale på pladen.

Sådan veksler pladen en hel del stilmæssigt, men Mads Mouritz formår alligevel at holde en vis rød tråd, blandt andet på grund af en gennemgående melankolsk stemning.

Undervejs er der således flere rigtig gode sange, og det er i hvert fald værd at fremhæve “Get On With Love”, der er en let skramlet sang, der leder tankerne hen i retning af Giant Sand. I “Phosphor Bronze” har Mads Mouritz fået hjælp udefra af den engelske sangskriver Boo Hewerdine, der burde være kendt af mange flere, end tilfældet er, og denne ballade er da også en ganske glimrende sang.

Ifølge Mads Mouritz selv har han med pladen forsøgt at lave musik, hvor både det musikalske og tekstmæssige er af høj kvalitet, og derfor har han allieret sig med tekstforfatteren Clarice Scott. Om det er lykkedes, er selvfølgelig en smagssag, men jeg har nu lidt svært ved at se, at teksterne er den helt store kunst. Linjer som »Let me on the landscape of your soul, I am an adventurer, exploring high and low« og »I’m the eye of this storm, this chaos called love,« er ikke poesi, der vil gå over i historien, men omvendt er teksterne ikke noget, der trækker ned på helhedsindtrykket af pladen.

This Chaos Called Love er ikke en plade, der gør det helt store væsen af sig. Den består af 11 gennemgående fine sange, hvoraf et par stykker skiller sig ud og er mere end bare fine. Desværre skæmmes pladen af, at det hele bliver en tand for pænt og intetsigende. Generelt er det de stille sange, der er de bedste, og det er egentlig ikke, fordi rocknumrene er dårlige, men de har en tendens til at køre for meget lige ud ad landevejen, til at det er rigtig spændende i længden. I de stille sange levnes der bedre plads til Mads Mouritz’ stemme, hvilket i særdeleshed er tilfældet i de helt nøgne sange som den ovennævnte åbningssang og i eksempelvis “Unknown Country”.

Sangene på This Chaos Called Love er helt fine, og Mads Mouritz synger også rigtigt godt, men alligevel sidder man tilbage med fornemmelsen af, at Mads Mouritz har talentet til at levere mere end bare en fin poprockplade.

★★★½☆☆

Leave a Reply