Nagisa Ni te: Dream Sounds

Nagisa Ni te er japansk og betyder On the beach – og der er ingen tvivl om, at det skal opfattes som en hyldest til Neil Youngs album fra 1975. Og selv om der er langt fra nutidens Japan til datidens USA, så kan man (med enkelte svingture) alligevel trække en nærmest lige inspirationslinje fra Nagisa Ni te tilbage til Neil Young and Crazy Horse. Bag Nagisa Ni te står Shinji Shibayama, som har en lang fortid på den japanske psych-musikscene, og hans kvindelige modstykke Masako Takeda.

Dream Sounds er det seneste udspil fra Nagisa Ni te, men det er som sådan ikke et nyt udspil. Albummet består af fire genindspilninger af numre fra bandets tidligere karriere, og på den måde er Dream Sounds nok det tætteste, bandet kommer på at lave et ’greatest hits’-album.
Selvom Nagisa Ni te her kun præsenterer fire numre, får man alligevel hele det musikalske og følelsesmæssige spektrum dækket. Her er både langsomme duet-ballader, et lille, hurtigt popnummer og lange, udflydende, ja nærmest ambiente guitarpassager.

“The True World” åbner albummet langsomt med sin lange melodilinje og sit endnu længere tilløb til at være en duet. Det er faktisk først efter halvdelen af det ni minutter lange nummer, at Shinji Shibayamas partner, Masako Takeda, begynder at synge. Men netop på grund af ventetiden virker hendes entré desto mere kraftfuld – og effekten er ikke mindre af, at hun er adskilt fra Shinji Shibayamas vokal med en guitar, der fræser som en motorsav, umiddelbart inden Masako Takeda forsigtigt entrer scenen. Begge vokaler gentager verset igen og igen og igen, og “The True World” slæber sig af sted som en træt mand; går sine steder i stå, men formår at komme videre og nummeret afsluttes i skøn forening mellem Shinji Shibayama og Masako Takedas vokaler.

“The True World” efterfølges af “Anxiety” og “Me, on the Beach”. “Anxiety” er et hurtigt popnummer med en nærmest 90’er-agtigt støj-feel over sig. Nummeret flyder dog ikke væk eller forsvinder i støj, men forbliver netop mere poppet og rent, og det fungerer rigtig godt, som det ligger placeret på albummet.
“Me, on the Beach” er nemlig endnu et sløvt nummer, og her synger Shinji Shibayama og Masako Takeda en fin ekko-duet. Med ufatteligt blide og tæt på hviskende vokaler svarer de hinanden, og ind imellem nynner de hjemligt hen over musikken. Det er i “Me, on the Beach”, at albummets smukkeste momenter findes.

“The True Sun” afslutter på majestætisk vis albummet, og med det nummer slår Nagisa Ni te fast, at guitaren er bandets primære instrument og hovedperson. De første fem minutter (ud af 20!) er en slags friform guitar-ambience, som alligevel hverken mister retning eller fast grund. Det virker nu alligevel overvældende og ikke helt som forspil for den svage melodi, som efterfølgende dukker op fra guitarfladerne. Her falder Shinji Shibayamas lidt tynde stemme igennem. Han tager dog revanche med den efterfølgende guitarsolo, som er rigtig Neil Young’sk – udsyret og lang. Fem minutter inden nummeret slutter vender den svage melodi tilbage, og igen er den i for stor kontrast til den forrige musikdel, her den heftige guitarsolo. “The True Sun” slutter dog af med endnu en guitarsolo, og man ender med at synes, at nummeret som helhed egentlig er ok.

Inspirationen fra Neil Young og psych-folkrocken er tydelig, men Nagisa Ni te forfiner udtrykket og har også en mere blid side. På tidligere albums har Nagisa Ni te vist, at ’less’ ofte er ’more’. Det dyrkes ikke meget på Dream Sounds, men Shinji Shibayamas evne til at lade instrumenter gentage samme melodi igen og igen på minimalt forskellige måder fornægter sig ikke.
Dream Sounds er ikke noget nødvendigt album, for ændringerne i genindspilningerne er ikke dramatiske. Og sammenhæng og helhed besidder Dream Sounds ikke. At numrene hver for sig er fine, kan man dog aldrig tage fra Nagisa Ni te.