Den franske pianist Maxence Cyrin, som endnu er relativt ukendt på det danske musikatlas, har netop udgivet en samling klaverbaserede covernumre. Det er der i og for sig intet usædvanligt i. Det usædvanlige består i de sange, som Maxence Cyrin har valgt. Som ivrig deltager på klubscenen leverer Cyrin nemlig sin fortolkning af en flok klassiske klubtracks. Det er til tider fremragende og til tider ligegyldigt, grænsende til det kedelige.
Maxence Cyrin kan sit kram. Ingen tvivl om det. Lige siden han var dreng, har den stået på klassisk klaverundervisning, hvilket kulminerede i en uddannelse på musikkonservatoriet. Alting tydede på en karriere inden for klassisk musik, indtil han som teenager blev grebet af klubkulturen, og alting ændrede sig. I forbindelse med opdagelsen af technoen og de dertilhørende raves deltog Cyrin de følgende år aktivt i dance-kulturen. Dette resulterer blandt andet i en række 12″-udgivelser på en række independent-selskaber.
På sit seneste projekt Modern Rhapsodies sluttes Cyrins kunstneriske cirkel gennem en kombination af to af hans største musikalske inspirationskilder. Nemlig indflydelsen fra den klassiske musik og technoen, som dermed smelter sammen. Resultatet er i dette tilfælde 14 numre af svingende kvalitet. Måske ikke så overraskende, når man tager originalmaterialet i betragtning. Mange af de ekstremt dansevenlige numre egner sig simpelthen ikke til at blive oversat til akustiske klaverbaserede udgaver. Albummet bærer i høj grad præg af at være en hyldest fra en dedikeret fan, men kombinationen af de to stilarter er også et ganske interessant eksperiment.
Mine absolutte favoritter er at finde blandt coverversionerne af de mere kendte numre. Cyrins udgave af Depeche Modes “Behind the Wheel” er ganske enkelt utroligt smuk. Nummeret har den samme melankolske grundtone, som var det spillet af den afdøde franske komponist Erik Satie.
Maxence Cyrin forsøger sig desuden med den nærmest umulige opgave at fortolke legendariske Aphex Twins “Windowlicker”. Denne opgave slipper Cyrin ubetinget heldigt fra, og han viser, at nummeret sagtens kan stå distancen, når man fjerner de elektroniske lag, som kendetegnede originalen.
Mobys “Go” er hos Cyrin ligeledes inspireret af Erik Satie og viser, at den alsidige franskmand tager sin musikalske arv alvorligt. Fortolkningen af Massive Attack-klassikeren “Unfinished Sympathy” er ligeledes helt og aldeles fremragende.
Når det så er sagt, er der ikke meget at komme efter på Modern Rhapsodies. Mange af dance-klassikerne består ikke lakmusprøven i de nedbarberede udgaver. Cyrins udgave af T99’s “Anasthasia” bliver lynhurtigt irriterende med dens insisterende crescendo-opbygning. Nummeret er absolut ikke lyttervenligt.
Et nummer, som tydeligvis hører hjemme på et dansegulv, er Felix’ “Don’t You Want Me” – det hører i hvert fald ikke hjemme på et klaver. Det er melodiforløbet ganske enkelt for simpelt til at kunne understøtte. Blandt de jævne numre skal Sabres of Paradises “Smokebelch II” fremhæves på lige fod med Sueno Latinos “Sueno Latino”, som er ganske elegant opbygget.
Modern Rhapsodies er et ambitiøst og yderst originalt projekt. Albummet har absolut sine øjeblikke, og det er i disse øjeblikke, man virkelig kan høre Maxence Cyrins talent på de sort/hvide-tangenter. Desværre er der for langt mellem snapsene til, at man bliver rigtigt beruset af Modern Rhapsodies.
Dette er en udgivelse, som nok ganske hurtigt vil blive glemt. Den vil sikkert tiltale inkarnerede tilhængere af klubscenen, som med et nostalgisk glimt i øjet vil kunne nikke genkendende til de fleste af numrene. For alle os andre vil Modern Rhapsodies blot blive husket som et kuriosum med lejlighedsvise højdepunkter.
