Med deres forrige album, Dear Catastrophe Waitress, tog Belle and Sebastian både skridtet til det større pladeselskab Rough Trade, ligesom de tog et skridt væk fra den naive halvakustiske folk-pop, som gruppen hidtil havde excelleret i. Det var på mange måder en tiltrængt fornyelse, for man var begyndt at fornemme, at der kom lidt for meget samlebåndsarbejde over sangskrivningen. På sin vis kan man sige, at gruppen denne gang tager skridtet fuldt ud og leverer deres klart mest højtspillende og udadvendte rockalbum.
Det betyder så til gengæld, at nogle måske vil savne den mere naive underspillede charme, der prægede gruppens første plader, hvor gruppen lød som en flok amatører, der tilfældigvis kunne skrive en samling sublime sange. Gruppens medlemmer er i mellemtiden måske ikke ligefrem blevet virtuoser på deres instrumenter, men teknisk lyder det bedre nu. Gruppens musik er dog stadig skæv og fuld af gode idéer, og det er idérigdommen, der er det bedste ved The Life Pursuit. Ganske vist viser Belle and Sebastian sig endnu en gang som glimrende sangskrivere, men det er instrumenteringen og arrangementer, der denne gang for alvor løfter musikken op over det sædvanlige.
Taget i betragtning, at The Life Pursuit er et skridt videre, er det lidt pudsigt, at albummet starter med “Act of the Apostle”, der er blandt de indslag, der lægger sig tættest op ad den lyd man kender fra gruppens tidligere plader, men det er langt fra den bedste sang på pladen, og giver ikke det bedste førsteindtryk. Senere på albummet vender gruppen tilbage til nummeret i form af “Act of the Apostle II”, men her i en væsentlig anderledes og markant bedre version, nemlig som en jazzet ballade.
The Life Pursuit er ganske varieret og skifter første gang karakter i den ligefremme og supercatchy “Another Sunny Day”, der er blandt de stærkeste melodier på albummet og et glimrende eksempel på, at arven fra The Smiths er næsten lige så stor på indiescenen, som arven fra The Beatles er på den samlede pop- og rockscene.
Herefter følger et par sange, hvor der trækkes tydelige veksler på halvfjerdsernes glamrock. “White Collar Boy” har en bastant trommerytme, der kører synkront med et synthriff, og udvikler sig flere gange undervejs, og er på en gang både uforudsigelig og umiddelbart fængende.
Mere glamrock er der i “The Blues Are Still Blue”, der lægger sig meget tæt op ad den form for boogie-baseret rock, som T-Rex var leveringsdygtige i. Namedropping har altid været udbredt på indie-scenen, og i “The Blues Are Still Blue” henviser skotterne med linien “he’s a part time punk” til new wave-gruppen Television Personalities, der på mange måder kan ses som en forløber for mange indiebands i 80’erne som blandt andre den skotske gruppe Orange Juice.
Og netop inspirationen fra Orange Juice er med de mere komplekse arrangementer på The Life Pursuit mere tydelig end før, blandt andet i “Sukie in the Graveyard” og “We Are the Sleepyheads”, der begge har en blanding af funky rytmer og en guitarlyd, der lyder som taget direkte fra mange popbands fra 60’erne.
Endnu mere funk er der imidlertid på “Song for Sunshine”, hvor verset er bygget op om et dansabelt keyboardgroove, der kan lede tankerne hen på funk og soul-ikonet Stevie Wonder. Omkvædet synges af et baggrundskor, der med god brug af rumklang lyder som taget direkte ud af skyerne, og det er lige til at blive beruset af.
Jeg har i mange år været ekstremt glad for Belle and Sebastian, der i tidens løb har lavet en stor samling fremragende sange. Med The Life Pursuit beviser de, at de er i stand til at bevæge sig videre uden at sælge ud deres særegne charme, og endnu en gang har de leveret et album, der er en fornøjelse at udforske.
