Hvis man har set en film baseret på en bog, er det svært at læse bogen (igen) uden at komme til at se billeder fra filmen for sin indre skærm. En lignende problematik har jeg haft med denne udgivelse, som består af en cd og en dvd. Skulle jeg først se filmen og siden lytte til cd’en, som består af musik fra filmen – eller skulle det gøres omvendt – eller måske skulle jeg blot koncentrere mig om dvd’en?
Det kan virke som den nemme løsning, men cd’en med musikken blev hovedomdrejningspunktet for mig – ikke mindst fordi filmen er svær at fortælle om, og at referere handlingen synes umuligt. Det er en typisk kunstfilm, som ikke har meget handling, men mere skaber stemninger og tanker ved at sammenstille en lang række forskellige visuelle udtryk.
Der er forsøgt at skabe en form for rammefortælling af små filmklip, som viser en kvinde i lyserød kjole, der går rundt udenfor og finder små fotografier gemt i buske og under visne blade. Ind imellem er der så voldsomme montager af billeder, der flimrer forbi øjet og skærmen, mere eller mindre i takt med musikken.
Det er Sue Costabile, som har lavet billedsiden, og lydsiden er af Antye Greie kendt som AGF. Hun har produceret ét langt spor til filmen. Al musikken og mere til findes på den medfølgende cd. Her er der både numre, som har AGF på vokal, og en række mellemspil, som er mere filmmusik end egentlig egnet til cd’en alene – AGF beskriver selv disse numre som en slags lim, der skal binde resten af numrene sammen. Jeg synes dog snarere, de irriterer i stedet for at lede vejen mellem de “rigtige” numre.
Der er masser af velkendt AGF at finde på cd’en: Slæbende beats, dubbede toner uden egentlig melodi, feltoptagelser og Antye Greies typiske vokal, hvor hun hverken helt synger eller taler sig igennem numrene. Det er det lidt rutineprægede “Marzipan” et godt eksempel på. Bedre og ganske veludført er det efterfølgende “Everybody Is a Disaster”, som er en finurlig blanding af house og skramlet dub.
AGF udfordrer sig selv og sit image med et nummer som “Geneva”, hvor hun blander sin talende vokal med mere syngende mellemstykker – musikken har fået et skud akustisk guitar og klaver, og det mere analoge lydtapet klæder hendes dub-inspirerede lyd. Der er også rester at spore efter guitarens strenge og så sandelig også klaverets tangenter på tapetet “Crazy”.
Endnu et fint, nyt AGF-moment findes, halvandet minut inden “Lazy” slutter: Musikken stopper, AGF fortsætter med at tale-synge – til sig selv, virker det som om – og musikken vender tilbage igen: Først som et rent house-beat, der hurtigt falder over sig selv og siden ændrer karakter til et mere skramlet og tungt synkoperet beat. Mine ører og hjerne kan næsten ikke følge med denne lille genistreg.
Men på det her tidspunkt har jeg fået nok af AGF – jeg savner en smule mere tempo hist og her, men stort set alt fra hendes hånd skal åbenbart holdes i en langsomt kravlende dub. Jeg tror faktisk, jeg ville have foretrukket albummet lige så kort som filmen – nemlig knap 28 minutter. Så ville lytteren også være for uden de undværlige mellemstykker.
Forresten valgte jeg at se filmen, før jeg hørte cd’en. Det har jeg ikke fortrudt.
