Mudhoney gjorde enhver frygt for, at de er faldet af på den, til skamme med et dundrende brag af en mandagskoncert. Det er særdeles sandsynligt, at det her ender som årets koncert i København. (17.05.06)Jeg er i virkeligheden ikke den rette at sende til en Mudhoney-koncert, for min entusiasme for gruppen nåede sit højdepunkt for snart mange år siden. Jeg elskede de første ting og Every Good Boy Deserves Fudge, men blev ikke rigtig overbevist af Piece of Cake, og efterfølgende har jeg kun fulgt ekstensivt med i Mudhoneys karriere. Det lader til at være dumt gjort, for hvis jeg havde halvlunkne forventninger op til koncerten, blev de blæst godt og grundigt ud i løbet af aftenen (sammen med min hjerne i øvrigt).
Aftenens opvarmningsband The Holy Soul lød omtrent, som jeg havde frygtet, at Mudhoney ville lyde: lidt flad 90’er-rock med irriterende lyd, halvkedelige numre og en forsanger, der lægger hovedet på skrå.
 |
Men ikke så snart havde Mudhoney fået sat koncerten i gang med en sej udgave af “Suck You Dry” (fra Piece of Cake, sjovt nok), før man kunne mærke, at skibet skulle sejle i en langt mere slagkraftig, spændende og indtagende retning. Hvis man skulle have glemt det, er Mark Arm en suveræn sanger og Steve Turner en fantastisk guitarist. Deres slidte stil har aldrig taget sig bedre ud.
Mudhoney anno 2006 er mere stoner-agtigt og psykedelisk, end man kunne have troet eller håbet på. Gamle klassikere som “You Got It (Keep It Out of My Face)” blev hevet i en langt mere syret retning med lange og udsvævende fuzz-soloer og blandet med lidt nyere numre som “Beneath the Valley of the Underdog” fra Tomorrow Hit Today, som blev leveret i en langstrakt og helt eminent udgave, og et par numre fra den nye plade Under a Billion Suns. Mudhoney har altid været et syret band, men her var det, som om den trance-agtige dimension i deres musik fik ekstra meget plads. Det stod perfekt til deres sludge-agtige riffs, catchy melodier og Dan Peters’ hårdkogte trommespil.
Fra første akkord blev man som hypnotiseret af Mudhoneys seje stil (måske også delvist fordi de spillede så højt, at man enten blev lammet i alle muskler eller tvunget til at springe rundt), og da de omtrent midt i koncerten spillede det absolutte claim to fame “Touch Me I’m Sick”, kogte det hele sammen i et virvar af brede smil, stage diving og 90’er-melankoli. Det var virkelig et smukt øjeblik.
Det er vanskeligt at sige, hvad der er så fedt ved Mudhoney. Måske er hemmeligheden, at de formår at skrive catchy numre, selv om de helt tydeligt vælger den mest bølleagtige løsning, hver gang de er i tvivl om noget. Måske er den, at Mark Arms skærende stemme og Steve Turners ur-riffs ikke kender deres mage. Under alle omstændigheder fik Mudhoney fyret så eftertrykkeligt op for blusset, at det er tvivlsomt, om man får mulighed til at gå til en bedre koncert i år.
| Karakter: |    |
Bedømmelseskriterier |
