Op gennem 80’erne var Dean Wareham forsanger og guitarist i legendariske Galaxie 500. I 90’erne stod han i spidsen for Luna, som vist aldrig bliver helt lige så legendariske, men mindre kunne bestemt gøre det – trofaste tilhængere havde Luna i al fald masser af.
I de seneste år har han helliget sig et projekt med et lidt mere jordbundent navn. Det hedder Dean & Britta og er, ikke overraskende, en duo bestående af Wareham og hans kone Britta Phillips.
De udsendte tidligere i år albummet Back Numbers, og inden længe er de parat til at tage på turné, hvilket bringer dem til Danmark. Nærmere bestemt indtager de d. 23. november Studenterhuset i København, mens Voxhall i Århus lægger scene til et show to dage senere.
Siden Galaxie 500-tiden har Wareham skruet en hel del ned for guitarekvilibrismen; tjek det afdæmpede udtryk på duoens MySpace-side.