Nyheder

Sun Kil Moon vender tilbage til April

Mark Kozelek vender i april tilbage med originalkompositioner.

Man skal efterhånden have mange bogstaver i spil i sit mentale arkivsystem for at holde styr på Mark Kozeleks karriere. Foruden de mange store præstationer, der kom ud af sadcore-mastodonten Red House Painters, så har amerikaneren også udgivet fremragende plader som What’s Next To the Moon og Rock’n’Roll Singer, der bød på AC/DC-covers og som begge står placeret under sit borgelige navn. Dertil kommer så Sun Kil Moon-projektet, der foreløbig har budt på den glimrende Ghosts of the Great Highway samt endnu et bevis på Kozeleks kreative coverarbejde i form af Tiny Cities fra 2005, der kun bestod af Modest Mouse-numre.

Nu er Kozelek klar med 11 egenkompositioner, der tilsammen har resulteret i pladen April, der ganske passende bliver udsendt d. 1. april. Det skriver Billboard. Det er endnu engang Sun Kil Moon, der får lov til at udvide diskografien og albummet bliver udsendt på amerikanerens eget pladeselskab Caldo Verde Records. Her kan man allerede nu høre det nye nummer, “Moorestown”.

Foruden de første originaludgivelser fra Kozelek siden 2003, så byder April også på en gæsteoptræden fra den allestedsnærværende Will Oldham, som bidrager med vokalen til “Unlit Hallway” og “Like the River”. Alene dette samarbejde bør være nok til, at man allerede nu godt kan sætte et kæmpe kryds udfra april i sin kalender.

Trackliste:

1. Lost Verses
2. The Light
3. Lucky Man
4. Unlit Hallway
5. Heron Blue
6. Moorestown
7. Harper Road
8. Tonight the Sky
9. Like the River
10. Tonight in Bilbao
11. Blue Orchids

Leave a Reply