Det er næsten en lidt for massiv omgang, som Yellow6 alias Jon Attwood lever med sit seneste album When the Leaves Fall Like Snow, der spænder over to cd’er og mere end 140 minutter. Efter adskillige gennemlytninger er det stadig ikke særligt let at favne albummet som helhed. Og da de fleste af hans kompositioner ikke som sådan er bestemt bastante i form eller udtryk, men ofte er flydende, er det helt i musikkens ånd snarere at anmelde de stemninger, han skaber, end albummet som en afsluttet helhed.
When the Leaves Fall Like Snow er skrevet i Stockholm over et seks ugers ophold den forgangne vinter. 16 numre udgør albummet, og som næsten altid for Attwoods vedkommende er al musik blevet til ved hjælp af guitaren og alle de forskellige lyde, der kan komme ud af dens seks strenge. Ingen synthesizere, som der står bag på albummet. Kun enkelte steder lægger Attwood et beat under – hvilket ofte virker forstyrrende, fordi man som lytter er blevet lullet ind i en form for søvnigt stadie af de guitaropbyggede klangflader.
Bedst er beatet i et nummer som “Magasin2”, hvor rytmen ikke er insisterende, men nærmere en blanding af en hjerterytme og et togs hjul mod skinnernes sammenføjninger. Nummeret fremstår dermed homogent og ganske minimalt i fuld overensstemmelse med de omgivende numre. Brugen af beats fungerer mindre godt i næsten-titelnummeret “Leaves Fall Like Snow”, hvor den vage dunken bliver irriterende klubscene-agtig.
Attwood har over sine sidste mange udgivelser forfinet sit udtryk, og bortset fra albummet Melt Inside fra 2005, hvor Attwood med svingende held havde tilføjet sangerinden Ally Todd til sine kompositioner, så er der altid en risiko for at få fornemmelsen af, at han bliver ved med at slå på de samme virkemidler. Svajende guitarfigurer, langstrakte kompositioner over de syv minutter og landskaber i mol med svingende grad af forvrængning, reverb og delay. Således sker det også visse steder på When the Leaves Fall Like Snow, at Attwood træder vante vande. Der er altså ikke så meget nyt at spore.
Åbneren “Still Water” er typisk Yellow6 – langsomt, dvælende og meditativt. Det er næsten smerteligt for de utålmodige, når et nummer som dette strækker sig over tolv minutter, og der rent faktisk kun sker en minimal udvikling mellem de tre akkorder, som Attwood spiller sig igennem på nummeret. Men som en anden hypnotisør kan hans kompositioner ligesom sætte tiden i stå – og når det som i “Still Water” fungerer, så er det rigtig godt. Så formår Attwood at balancere det rigtige sted mellem kedelig supermarkedsmuzak og den perfekte baggrundsstøj, der ikke støjer, men er som en dyne til at omfavne melankolien med.
For det er (næsten) altid den mørke side af sindet, Attwoods musik appellerer til. “œKatarinahissen” er lavmælt og fredfuldt, men aldrig positiv i udtrykket. Heller ikke efter Attwood lader en blid slideguitar bryde det mørke lydbillede med toner, der peger opad mod himlen. Det dystre udtryk bliver ved med at være til stede – her som en baggrund af vat; andre steder, som i f.eks. “All Space”, er det som bølger af lyd, der slår ind over strandkanten. Selv i de øjeblikke, hvor han formår at gøre musikken lindrende, er der en undertone af forfald og samvittighedsnag, som aldrig lader sjælen helt i ro.
Det kan være svært at høre, om man befinder sig på første eller anden disk af albummet, og det er mere, som om Attwood har tænkt kvantitet end kvalitet – eller han har i hvert fald ikke ryddet ud i sine numre for at kondensere. Det sker flere gange under lytningen, at det – sat på spidsen – er svært at finde ud af, om man har lyttet i 10 eller 100 minutter. Denne hypnotiske effekt er selvfølgelig en kvalitet i sig selv, men siden Attwood har valgt at udgive 140 minutters musik, så virker det, som om det hypnotiske element mindre er et bevidst valg end en sideeffekt af selve albummets massive omfang.
Der er som sådan ikke meget nyt fra Attwoods seks strenge på When The Leaves Fall Like Snow, men nye lyttere kan sagtens starte her med en fyldig introduktion til hans univers. Allerede indviede lyttere vil næppe finde noget nyt, men kan nyde, at Attwoods kompositioner de mange minutter til trods generelt holder et højt niveau.
