Nyheder

Of Montreals nye album udskudt

Udgivelsen af albummet Skeletal Lamping er udskudt til d. 21. oktober grundet taske-, lanterne- og klistermærkeproblemer.

Forsanger Kevin Barnes under koncert på Loppen sidste år. Foto: Rasmus B.S. Hansen/LiveShot.dk I sommer kunne Undertoner fortælle, at Of Montreal var på trapperne med et nyt album. Det er de såmænd stadig, og bandet har været i det kreative hjørne og besluttet at udgive deres kommende album ikke kun på CD og vinyl, men også som henholdsvis t-shirt, taske, lanterne, klistermærker og knapper (!). Til disse specielle versioner følger en kode til digital download af albummet.

Den noget særprægede udgivelselproces har imidlertid givet Of Montreal problemer, og det tager længere tid at få både design og det praktiske med Skeletal Lamping-produkterne i orden, så nu har bandets pladeselskab valgt at udskyde udgivelsen fra d. 7. til d. 21. oktober. Det betyder, at udgivelsen falder på dagen for deres koncert i Amager Bio i København, hvilket sikkert ikke vil gøre festen mindre.

Indtil da kan du blandt andet høre førstesinglen “Id Engager” på Of Montreals myspace-side.

Leave a Reply