Smukt og goldt, foranderligt og vildt, unikt og storslået; til tider ensomt. Disse ord kan såvel beskrive højlandet i Edinburgh-bandet Broken Records’ hjemland som deres musik. Det er både spændende og betagende. Og har man først oplevet det, er man “hooked” og vender gang på gang tilbage efter mere.
Det er, som det nok fornemmes ovenfor, svært at sætte en bestemt label på Until the Earth Begins to Part. Her findes alt fra melodiske rockballader over The Shins-lignende indiepop/rock-numre til en Flogging Molly-inspireret, punket sound. Det gennemgående er den detaljerede lyd og de – for det meste – lidt melankolske tekster. Normalt ville jeg være tilbageholdende, når det gælder at benytte betegnelsen melankolsk om musik, fordi det i de fleste tilfælde får én til at tænke på Johnny Cash og andre kunstnere i den dur, og tankerne ledes hen på musik, der er en kende deprimerende, og som kræver, at man er i et helt særligt humør, hvis man skal lytte til det i længere tid ad gangen. Intet af dette gælder for Broken Records.
Derimod dækker betegnelsen melankolsk i dette tilfælde nok nærmere over en eftertænksomhed og en accept af, at nogle ting ikke kan laves om, hvor gerne man end ville det. At verden er, som den er, er ikke altid noget godt i Broken Records’ politisk bevidste tekster; nyhederne er fyldt med død og ulykke, politikerne kører – når alt kommer til alt – deres eget løb, og i den sidste ende kan man måske ikke gøre det store ved det hele, hvor forfærdeligt det end kan lyde. Det må man så acceptere og derefter prøve at nyde alle de gode ting, der trods alt også eksisterer i denne verden. I den sidste ende er det rigtig vigtige jo det, der foregår lige for næsen af én, og det er her, man oplever den ægte og nære kærlighed, sorg, frygt”¦ En nøgtern tilgang til diverse igangværende såvel som uundgåeligt kommende globale katastrofer kan være ganske sundt.
Verden er med andre ord ikke sort-hvid og simpel, men mangfoldig og unik. Det samme er Until the Earth Begins to Part, der må siges at være et yderst vellykket debutalbum – for ikke at sige ambitiøst. Broken Records er bestemt ikke blot et typisk indierockband, hvor hele lyden afhænger stort set udelukkende af guitaristen. Næ nej, her har vi at gøre med syv unge herrer, der i dén grad formår at udvide det gængse guitar/bas/trommer-repertoire og byde på alt fra violiner og trompeter til klaver, mandolin, ukulele og cello, der alt sammen komplementerer forsanger Jamie Sutherlands vidunderlige, let hæse stemme på fantastisk vis.
Jeg mener uden tvivl, at man bør unde sig selv at lytte til Broken Records. For det er bare lækkert. Jeg spår dem hermed en stor fremtid og tror (og håber) på, at så talentfulde musikere ikke vil blive overset i den evige strøm af nye bands.
