Den følgende pladeanmeldelse kunne have fulgt to forskellige veje. Den ene var at lytte og anmelde albummet som seneste udgivelse på selskabet Kranky fra en vis Tim Gray. Den anden var at anmelde albummet som et nyt album fra en vis Tim Gray, der eksperimenterer med musik, som skal påvirke hjernens sinusbølger og inducere dybere meditationsstadier.
Jeg valgte den sidste tilgang, lukkede øjnene og placerede benene i lotusstilling (av…). Jeg skal måske tilføje, at jeg er en amatør udi at meditere; jeg vil gerne, men andre tanker trænger sig ofte på, og jeg har svært ved at slappe af.
Placeret på gulvet med lukkede øjne forventede jeg lange, bølgende toner, og sådan starter Ethernet-albummet da også. Men hurtigt bliver et beat fadet ind fra højre – jeg føler ikke, jeg helt kan slappe af med de dunkende lyde, som om overboen tramper. Omvendt er beatet heller ikke hårdt nok til, jeg springer op og danser, og efter et par minutter føles det egentlig meget behageligt, selvom beatet er en del hurtigere end den hjerterytme, som meditationsmusik ofte forfølger. Bag beatet fungerer dyb bas som en dyne, mens synthlyde – jeg tænker på nordlys – bølger over og rundt om mig. Jeg er dog stadig langt fra at være dybt inde i mig selv og lede efter nye bevidsthedsstadier. Det er snarere opvask og nullermænd, der optager mit sind. Men ok, jeg er jo også kun lige begyndt.
Andet nummer, ”5 + 7 = 12”, har en melodi, hvis man ellers kan kalde det det, som er tre toner, der i stigende rækkefølge gentages igen og igen og igen. Synthen bølger. Hvis jeg ikke skulle meditere, ville det drive mig til vanvid, og det samme ville de slag på synth-bækkenet, som kommer i utide. De gør det faktisk også nu. Glemte jeg at skrive, at beatet fra første nummer fortsætter ufortrødent? Huskede jeg egentlig at sende et postkort til min faster på hendes fødselsdag?
Ahhhhh. Tredje skæring, ”Summer Insects”, er mere i sync med mine meditationsmusikforventninger: boblende, flimrende, susende, atmosfærisk. Ikke ét satans beat til at vække mig. Kun meget svagt fornemmes der noget beatlignende. Men måske har jeg en forkert tilgang til det at meditere? Måske skal jeg ikke nødvendigvis opnå en søvnlignende tilstand? Måske tænker jeg bare for meget, mens mine ben sover i den mere og mere krampagtige lotusstilling? Det er dog et yderst behageligt og atmosfærefyldt nummer, det her…
Falder mere til ro indeni, mens jeg kan mærke, at min puls er nede i tempo. Opdager ikke helt næste nummer, der vist benytter samme opskrift som ”5 + 7 = 12”, både hvad angår melodi og beat. Nu er det faktisk, som om det er ensformigheden og de repeterende elementer, der er årsag til mit meditative stadie. Jeg er måske ved at være der! Altså nede i mit mentale indre!
”Seaside” får til trods for sit blide, bølgende udtryk ikke rigtig fæstnet sig i min hjerne. Og så er beatet tilbage på næstsidste nummer. Igen er det to til tre toner, der gentages i samme rækkefølge igen og igen, som er ganske hypnotiserende. Og ganske kedeligt. Skal meditationsmusik være kedeligt? Jeg begynder faktisk at tro det. Tim Gray har i sin afhandling om lyd og musiks helende effekt, der kan læses på hans site True Sound Healing, bl.a. beskrevet, hvordan musik med de rette toner og rytmer kan stimulere hjernebølgerne og inducere en slags trancelignende dvale. Han har selv komponeret et stykke musik, som han bruger, når han sover (hent det her) – jeg har ikke testet det endnu, men hvis stilen er som på dette album, går jeg kold i løbet af få minutter.
Jeg er næsten tilbage til normal hjerneaktivitet, men afslutningsnummeret ”Temple” trækker mig tilbage i døsende stadie. Ethernet trækker tydeligt på FM3’s herlige legetøj, Buddha Machine (http://www.fm3buddhamachine.com), der har hentet inspiration fra munkes mediterende småmelodier, som kan spilles på klokker, og hvad munke ellers har af instrumenter inden for rækkevidde. Det er her, at Tim Grays feltoptagelser fra Japan og Californien lydmæssigt trænger mest igennem, og det er faktisk her, jeg bliver mest ført væk af hans meditative induktioner. Jeg er pludselig på en ukendt planet med fremmede dyr og planter omkring mig. Jeg er ikke bange, det er blot en del af mit indre og min udforskning af mit selv. Her er varmt og trygt.
Men hvorfor skulle jeg trækkes igennem alle de numre inden? På den anden side ville jeg sikkert ikke være klar til den indre rejse, hvis jeg var sprunget frem til sidste nummer med det samme. Tim Gray har med dette album trods alt fat i en rimelig lang ende, når det kommer til meditative faser. Og ellers kan du bruge albummet som baggrundsmusik, når du skal sove eller kysse med kæresten. Der er garanti for bevidsthedsudvidelse.
