Marshmallow Kisses and Candy Apples – blandt venner MKCA – gør en hæderlig indsats for at skabe fængende indiepop/-rock på deres selvbetitlede og selvudgivne ep. På enkelte numre lykkes det også. Desværre er deres lyd i mine øjne hørt alt for mange gange før.
Første nummer er ligesom ep’en selvbetitlet, og her lægges stilen. Der er tale om indiepop/-rock, som er stærkt inspireret af tidlig Kings of Leon, The Raveonettes, The Strokes og lignende. Denne musikalske stil har dog fyldt så meget i det forgangne årti, at der efterhånden skal en del til for at forny den og give den et tvist, der gør, at den på ny bliver spændende. Det har netop førnævnte Kings of Leon formået med sine seneste to udgivelser, men det formår MKCA ikke rigtig. Der mangler simpelthen musikalsk opfindsomhed, og der skal mere dristige toner til, før MKCA bliver mindeværdige. Ikke at det ikke er udmærket og kvalificeret musik, men der mangler lige det ekstra, før det kan skille sig ud fra den store – ofte enslydende – mængde af indiepop/-rockere, der bliver ved med at komme frem på musikscenen.
Selvom MKCA altså forsvinder lidt i mængden, må jeg give dem kredit for, at numrene er velskrevne og velspillede på instrumentsiden. Det er udmærket musik til en festlig og hyggelig aften med vennerne, men jeg tvivler på, at musikken vil blive husket den følgende dag. For meget mere end blot udmærket bliver det aldrig.
En stor svaghed ved MKCA, som netop er med til at trække det samlede indtryk af musikken ned på et lavere niveau, er vokalen, som Sune Nørst og Signe Isager står for. Den er simpelthen for svag, både når det gælder det mandlige og det kvindelige bidrag. Det er Sune Nørst, der er forsanger, men Signe Isagers back-up-vokal er ofte at forveksle med den ene halvdel af en duet. Da ingen af de to sangere er særlig stærke, burde duetformen være et godt valg, da de to stemmer måske ville kunne løfte hinanden op. Det sker dog ikke. I stedet drukner de i musikken og hinanden og ligger indimellem på grænsen til det falske – eller måske lyder de nærmere som to knap så øvede sangere, der forveksler det at synge rent med at råbe højt for at trænge igennem.
De gode intentioner og ønsket om at skabe musik, der er kvalificeret og kan sælge på samme tid synes at være det, der driver MKCA. Og der er da bestemt potentiale i bandet, på trods af at musikken lige nu halter på nogle ret essentielle punkter. Men med nogle mere nyskabende og knap så sikre input samt en bunke vokaltræning kan bandet nå langt. Indtil videre bliver det samlede indtryk dog lige under middel.
