The Microphones, Broadcast og Brian Eno. Det er de tre navne, der figurerer i rubrikken ’lignende artister’ i pressemeddelelsen til Gathered Tones; det andet album fra den amerikanske mand/kone-duo Trouble Books. Lydmæssigt er disse tre artister væsensforskellige. Phil Elvrums nu hedengangne enmandsprojekt The Microphones brød i 2001 kunstnerisk igennem med lo-fi-suiten The Glow, Pt. 2, hvis eventyrlige lyd- og struktureksperimenter sikrede The Microphones en plads blandt sidste årtis mest originale grupper.
Broadcast, derimod, er lydmæssigt af en helt anden støbning. Deres udtryk bygger på elementer fra 60’er-psychedelia tilsat lyden af diverse analoge vintage-synthesizere, der på skramlet og forvrænget vis bringer kaos til gruppens kølige, men stilistisk gennemførte psykedeliske månelandskaber.
Og så er der Brian Eno. Den selvproklamerede ’non-musician’, der har bygget sin karriere op omkring en teoretisk indgang til musikalsk skabelse. Det legendariske Another Green World-album fra 1975, der satte nye standarder for alle fremtidige struktureksperimentalister, er om noget indbegrebet af dette genis unægtelige, kreative tankerigdom.
Til trods for disse artisters lydlige forskellighed er det lige præcis de tre, der spøger i Trouble Books’ udtryk. Phil Elvrums følelsesløse vokallevering, Broadcasts spøgelsesagtige, analoge lydbillede, der på én gang er både drømmende og kaotisk, samt Enos nedbrydning af popstrukturen er alle hørbare på dette fine album, der meget symptomatisk har fået titlen Gathered Tones. Men Trouble Books er ikke blot rene kopister. De formår på glimrende vis at blande disse indflydelser med deres egen, personlige vision og skaber på Gathered Tones en dekonstruktivistisk, drømmende, men stadig tilgængelig lydverden. Lyt blot til albummets andet og mest iørefaldende nummer, “Past the New Parking Deck”, der indledes med forvrængede synthesizerklange for siden at gå over i et mere tilgængeligt territorium, hvor funklende synthmotiver danser om kap med et muntert beat, der til sidst afbrydes af et atmosfærisk og hypnotisk lydlandsskab.
“Night Indoors” er et lignende eksempel på Trouble Books’ veludviklede evne til at skabe på én gang drømmende og forvanskede lydmalerier, hvor et sagte beat lægger fundamentet for en musikalsk dialog mellem forvrængede klange og sfæriske lydflader. Eller tag ”Houseplants”, afslutningsnummeret, der med sine analoge, hypnotiske baggrundslyde tilsat klangen af et svært definerbart strengeinstrument på eminent vis luller sin lytter ind i en sværmerisk drømmeverden.
Men trods ovenstående enkelteksempler er det værd at understrege, at Gathered Tones fremstår stærkest som et samlet album, hvor det ene lydbillede afløser det næste i en kontinuerlig strøm af lige dele hypnotisk skønhed og analog forvrængning.
Trouble Books er måske ikke de musikalske sværvægtere som deres forbilleder, men de har ved deres hjælp ikke desto mindre begået et album, der i kraft af dets eminente lydindhold kombineret med en fuldstændig fængslende hypnotisk effekt fortjener anerkendelse.
