The Magic Numbers er efter fire års pause klar med deres tredje studiealbum. De to søskendepar skabte en del ørehængere med deres selvbetitlede debutalbum; f.eks. ”Forever Lost” og ”Love Me Like You”. Lidt længere var der mellem pletskuddene på Those the Brokes (2006), mens dette års The Runaway knap nok når op på et enkelt.
En stor del af grunden til dette er, at The Magic Numbers har valgt den sikre vej og er fortsat i den søde twee-suppe med 60’er/70’er-popfyld, som har kendetegnet deres stil hidtil, uden at udvikle sig nævneværdigt. I denne omgang har de dog omfavnet deres latente begejstring for det klassiske og smidt en omgang strygerarrangementer med i mixet.
Allerede i åbningsnummeret ”The Pulse” bliver strygerne anvendt til fulde. Det er stort og pompøst, men til tider går der lidt for meget musical i den, specielt når man ser den medfølgende musikvideo, der er holdt i gråtoner og sat i en fortabt storby a la under Den Store Depression i USA. Og hvor den potentielle selvmordskandidat veksler mellem at være enten dette eller en vovehals af en linedanser, som virker som en katalysator for, at folk kan finde sammen i glæde og tiltro til menneskets muligheder. For dælen, det er tykt.
Det er også i ”The Pulse”, at det eviggyldige tema i The Magic Numbers’ univers af killinger og solskinspop – ‘dreng møder pige, og det hele går ih-så-åh og nogle gange helt i koks’ – bliver slået an. Med ordene »What is it to love? What is it to feel?« lægger forsanger Romeo Stodart med sin utroligt bløde vokal op til en dybdegående undersøgelse af det der med kærligheden. En research, der dog sjældent når længere end til soppe-stadiet.
The Magic Numbers trækker virkelig på et par gode vokaler og forstår at lave ganske behagelig musik, ingen tvivl om det. Der optræder også et par gode anslag til noget spændende på The Runaway, men bare ikke noget, der hænger ved i længden. Pladen bliver nærmest for let at gå til. Helt slemt er det i sødsuppenumre som ”Only Seventeen” og ”Hurt So Good” (der burde omdøbes til ”So Boring It Hurts”). Lidt bedre går det med ”Why Did You Call?”, der har noget af The Magic Numbers’ gamle hitkvalitet over sig; Romeos halvhviskende sang nydeligt belagt med kvindevokalstykker og milde guitarstykker velakkompagneret af stramme trommer.
I ”Throwing My Heart Away” overtager Michele Stodart og Angela Gannon vokalsiden, og det fungerer godt. Melodien har et energisk drive, men teksterne halter stadig: »I wished upon a shooting star / don’t I always wonder where you are / I watch as it circles ’round / then it came crashing down,« hvilket kommer til at fremstå lige teen nok. Introerne til ”Restless River” samt ”Once I Had” leger derimod med noget, der har lidt mere kant, hvor en underspillet lydside domineres af fælleskorstykker, som nærmer sig det mere folk-inspirerede. Herefter er pladen dog domineret af så nuttet en tweelyd, at det ligefrem hviner i tænderne.
The Magic Numbers’ musik har altid været en slow starter, som man lige skulle give et par lyt, før numrene foldede deres potentiale ud og gik fra at være lettere kedelige til at være charmerende. Det sker dog desværre ikke rigtig på The Runaway – end ikke efter de første 20 gennemlytninger. Med ordene fra ”A Start With No Ending” kunne man passende spørge »When did the dream become a lullaby?« En ganske rammende beskrivelse af The Magic Numbers’ nyeste udspil, for selvom det er en behagelig vuggevise, er det ikke desto mindre kun på vuggevisestadiet i forhold til deres tidligere udspil.
