Plader

Someone Still Loves You Boris Yeltsin: Broom

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Amerikanske Someone Still Loves You Boris Yeltsin har med Broom begået en stærkt melodisk popplade, hvor samtlige sange er suverænt gode. Det eneste, man egentlig kunne ønske sig anderledes, er, at man aldrig havde hørt de bands, som SSLYBY er inspireret af.

Someone Still Loves You Boris Yeltsin er et rigtig morsomt bandnavn. På papiret altså. Men i praksis, hvad enten man skal skrive eller sige det, går det sjove hurtigt af det. Og hvordan skal man komme af sted med at bruge det, uden at folk forveksler det med en vodkadrikkende og danseglad russisk eks-præsident? Den lidt kortere udgave Someone Still Loves You fungerer heller ikke særlig godt.
De fire amerikanere, der vist kun vil kendes ved fornavnene John, Tom, Will og Phil, er forståeligt nok selv trætte af deres valg af bandnavn. For selv om navnet i sig selv kan tiltrække nye lyttere, får det også nogen til at hade bandet på forhånd.

Ligesom Clap Your Hands Say Yeah og Tapes ’n Tapes har SSLYBY fået massiv omtale via nettet og selvudgivet deres første plade, før de har hevet en pladekontrakt hjem. Og jeg kan lige så godt slå fast med det samme: Hvis man elsker god popmusik, er det virkelig dumt at afskrive SSLYBY alene på grund af det åndssvage bandnavn. På den punkrock-korte plade er der ingen overflødigheder. Samtlige 10 sange er intet mindre end fantastiske. Kun en kort flirt med avantgardepop i “Anne Elephant” er et mindre fejltrin, men det kommer bandet heldigvis hurtigt væk fra.

SSLYBY er med god grund blevet sammenlignet med The Shins, da begge grupper spiller stærkt melodisk sommerpop. Men der er heldigvis væsensforskelle mellem dem. Opkomlingene fra Missouri er knap så powerpoppede, snarere ret afdæmpede, og de er ikke særligt fokuserede på at vers-omkvæd-vers-opbygge deres sange. Der er naturligvis omkvæd, men det er ikke nogen, man bare skråle med på. SSLYBY har i stedet skruet op for de poppede virkemidler i form af de altid gangbare »woohoo!«-råb eller »ah-ah«’er og naturligvis håndklap, der efterhånden er et obligatorisk greb på noget nær hver eneste nye indiepopplade.

På vokalsiden kan man høre ekkoer af både The Shins’ James Mercer og Jeff Tweedy fra Wilco. SSLYBY skiller sig derfor ikke ud ved at have en særegen vokal. Der gør de derimod ved at have to forsangere. Deres vokaler ligger enten forskudt med et meget kort interval imellem dem, eller også er intervallet så stort, at andenstemmen fungerer som kor. Denne vokale foranstaltning giver sangene en fortættet lyd. I det hele taget emmer sangene af så meget intimitet, at man skulle tro, at alt var indspillet på én gang i et meget lille rum.

“Oregon Girl” er det oplagte hit, men “I Am Warm and Powerful” er klasseeksemplet på SSLYBYs fortræffeligheder. Nummeret afveksler perfekt mellem musikstykker i forskellige tempi. Det starter i moderat tempo, men skifter til en mere fremadrettet passage, der er drevet af energisk håndklap. Derpå indtræder et blikstille øjeblik med indfølt vokal, før sangen vender tilbage til udgangspunktet. Hele vejen er det forbandet iørefaldende, selv om der ikke er et regulært omkvæd. Det er snarere verset, der får et ekstra nøk. Her og på resten af pladen fylder rytmegruppen meget med markante trommeslag under de ringlende eller mudrede guitarer – gerne med lidt klaver henover.

Broom har på sin vis potentialet til at blive et nyklassisk popalbum. Det indfrier pladen dog ikke, for bandets inspirationskilder er lidt for tydelige til, at Broom kan blive en innovativ popplade af den slags, der fejer benene væk under én. Men trods dét – og i modsætning til Boris Jeltsin, der efter sigende har rekorden som den hyppigst hospitalsindlagte præsident nogen sinde – kommer man ikke galt af sted, hvis man investerer i SSLYBYs højst elskelige debutalbum.

★★★★★☆

Leave a Reply