Alle fotos: Daniel Nielsen
På en udgave af Roskilde Festival, hvor jeg endelig er ved at forstå, hvordan det er at føle sig gammel, var det næsten vitaliserende at befinde sig midt i en udvandring fra Gutter Island-barens trygge rammer af festivalens mere modne klientel, der måske ikke havde læst ‘rock’, men i stedet læst ‘heks’ i The New Eves‘ festivalbeskrivelse og tænkt »det er lige os«.
Med de fire kvinder klædt i cottage-core attire og bevæbnet med cello, violin, bas og mini-trommesæt, kunne man dog godt komme i tvivl om, man var kommet til heksemesse eller halbal. Da de første dronende strygere lød, var man dog ikke i tvivl om, at det var sidstnævnte. The New Eves vekslede mellem hypnotiserende vokalharmonier og messende spoken word, og ellers blev der ikke rigtig sagt et ord fra scenen. Der var tværtimod dyb koncentration og overvejet ro – et roligt ritual i ly for det pisvejr, der rasede uden for Glorias mørke rammer. Koncerten kunne heller ikke have fungeret andetsteds, for den havde brug for et rum, hvor man bare kunne stene lidt hen, for på trods af at jeg egentlig overværede en blanding af folk og postpunk, havde jeg det lidt Woodstock ’69-agtigt. Der var i hvert fald enkelte tråde til slut-60’erne og -70’ernes gode sangskrivning mixet ind i strygerne og mysticismen.
Og var der desuden én ting, jeg samtidig kunne tage med fra den her koncert, var det, at der fandme bør være mere kradsbørstig gulvtam på alting(!)
Efter en tur i presseteltet lod det til, at samtlige andre festivalgæster stod nede ved Orange Scene til endnu en af Damon Albarns efterhånden utallige optrædener på Roskilde Festival,og derfor vendte jeg næsen mod Gloria. Køen var forbeholdt de få insisterende metalfans på festivalen, (og så tre meget søde unge piger foran mig, der lige havde fundet ud af, at de elskede moshpits og syntes, Robert Smith er cute).
Og hold kæft, hvor er jeg glad for, at de så også har fået lov til at opdage Krøyer! Vulvatorious-forsanger, Ditte Krøyer, er uden tvivl Danmarks sejeste kvinde. Med en Marylin Manson-agtig æstetik – og egentlig også musik – er Krøyer et anderledes sundt forbillede for outsiders i modsætning til The Antichrist Superstar. Og med et growl, der er dybere, end hvad de fleste mænd kan præstere, fortærede Krøyer Gloria med næb og klør.
Bevæbnet med kun et backtrack trak Krøyer os gennem mørket med hårde industrial-riffs og brutal techno, og det er sjældent, man ser en artist, der kan samle både Copenhell og Distortions publikum under ét tag. Krøyer bevægede sig som en alien rundt omkring i Glorias sceneskov, der i koncertens anledning havde fået tilført et stativ med kæder, som hun kravlede rundt på, mens publikum blev rykket rundt mellem headbanging og basarm, inden hun også skabte et lidt nuttet øjeblik, hvor hun tog sin bror med på scenen og sammen beviste, at der åbenbart er genetisk disposition for at være god til at skrige i Krøyer-familien.
Hånden på hjertet, så har jeg godt nok også taget mange dårlige beslutninger i mit liv (især på Roskilde Festival), men i det øjeblik, hvor jeg fik placeret mine skyttegravsfødder ved pitkøen til Arena, og Albarn & Co. startede “Kids With Guns” ovre fra Orange Scene, troede jeg ikke, at jeg nogensinde havde fortrudt noget så hårdt som min anmelderplan i dag. Men traumatiseret oven på onsdagens Yousuke Yukimatsu-set, hvor folk stimlede sammen som en flok lemminger mod venstre side af Arena, til de stod så tæt, at man ikke kunne bevæge sig mere end 20 centimeter, virkede pitten til Kneecap, som det bogstaveligt talt sikreste valg.
Gruppen, som består af Mo Chara, Móglaí Bap og DJ Próvaí, er om intet andet kontroversielle: De rapper på gælisk, har fødderne solidt plantet i deres arbejderklasserødder, og så er de stærkt solidariske med Palæstina. Sidstnævnte skabte et ramaskrig, senest gruppen var i København i kølvandet på Mo Charas frifindelse for terrorbilligelse, efter han angiveligt skulle have vist et Hizbollah-flag til en koncert i London. En københavnsk politiker var endda ude i, at man skulle fratage Vegas spillestedsstøtte på grund af bookingen, hvilket satte gang i en diskurs, der fortsatte helt ind i Roskilde Festivals kommentarspor, da de offentliggjorde bookingen.
Arena var ikke fyldt helt til randen endnu, da “Éire Go Deo” (Irland for evigt) lød fra anlægget. På storskærmen blev der sort på hvidt beskrevet, hvordan den danske regering støtter folkemordet i Gaza ved at sende F-35-flydele Israel samt “Befri, Befri Palæstina”, inden scenen blev badet i rødt lys, mens trioen trådte ind på scenen, der vibrerede til den tunge bas på “Smugglers & Scholars”.
»It’s nice to be back! It’s gonna be the best show ever!« lød det fra scenen, inden DJ Provaí bagefter fyrede os direkte over i “Better Way To Live”, hvorefter det stod klart, at Kneecap var kommet for at feste. Pitten var brandvarm, Fontaines D.C.’s Grian Chatten var med på storskærm, mens Mo Chara og Móglaí Bap rendte rundt på scenen og hypede publikum op til at splitte pitten. Kneecap kastede banger på banger i hovedet af os, og kun 20 minutter inde i koncerten skrålede hele Arena med på »get your brits out, get your brits out, get your brits out – we’re on a mad one«.
Herefter blev tid til aftenens politiske indslag fra Break The Chain, der også delte flyers ud om, hvad man kan gøre for at gøre modstand mod Mærsks våbenleverancer til Israel. Det var kort og sødt med en lille kommentar fra Mo Chara om, hvor vigtigt det er for gruppen at støtte andre undertrykte folk, men det blev holdt short and sweet, inden vi blev bedt om at åbne pitten igen.
For Kneecap var først lige kommet i gang med at fyre op for Arena. Med en anden halveg fyldt med numre fra gruppens seneste album, Fenian, gik der decideret techno i Arena med drum’n’bass-rytmer til højre og venstre, mens alle skreg med på titelnummerets »F-E-N-I-A-N«. Moshpitten kogte over til de dødtunge beats på “Liar’s Tale”, mens Mo Chara og Móglaí Bap leverede linje efter linje på både engelsk og gælisk – et i forvejen fantastisk rytmisk sprog – uden at misse et beat.
Heromkring fejlede min plan om at slappe lidt mere af bagerst i pitten, eftersom alle ældre og svagelige var blevet presset så langt bagud af trykket oppe foran, så jeg havde jo intet andet valg: Jeg måtte tilbage i pitten og finde mine bedste techno-moves frem til den ecstacy-dryppende 90’er-synth på “Big Bad Mo”, ligesom det så afgjort var samtlige vabler og blå mærker værd for at få lov til at stå og skråle med på “H.O.O.D” midt i pitten – alt sammen i gonzojournalistikkens navn, selvfølgelig #IYKYK. Da “The Recap” lukkede koncerten, var der intet mindre en fem moshpits oppe foran, hvor DJ Provaí (der til dagligt er fucking skolelærer) hoppede ud og joinede pitten, mens Palæstina-flagene vajede over hele Arena.
Skal jeg være helt ærlig, havde jeg regnet med, at jeg havde haft noget mere betændt kød at sætte tænderne i oven på Kneecaps koncert. Jo, elve forestillingen havde et stærkt politisk budskab, men det blev holdt sobert, faktuelt og med en opfordring til fred – og man kunne næsten ikke lade være med at tænke, at nogen havde bedt Kneecap om ikke at være for kontroversielle. Men som gruppen selv forklarede, så var de her for at hylde og dele deres egen kultur og ikke mindst det gæliske sprog, som de efter sprogets nærdød unægteligt har haft en kæmpe andel i at genoplive. Nogle ville måske kalde småfesent, men jeg synes, at det klædte Kneecap at holde sig til det, de har på hjerte uden unødige provokationer for provokationens skyld.
I sidste ende virkede de i aftes bare også som tre gutter, der var kommet for at have »a mad one« og spytte nogle linjer på deres skønne modersmål. Hvis man har ondt i røven over, hvad der foregik på Arena i aften, så har man godt nok verdens mest tyndhudede baller. Og når det kommer til mine skrupler omkring at have valgt Kneecap frem for Gorillaz, så fortryder jeg intet. Hold kæft en fest.
Jeg kunne derfor egentlig være gået lykkeligt hjem efter Kneecap. Jeg havde dog fået varme anbefalinger om norske Honningbarna, så når nu vi allerede var i high energy-territoriet – noget jeg absolut ikke selv havde på det her tidspunkt – kunne man jo lige så godt få klemt det sidste luft ud af ballonen, (og gå død i et vådt telt bagefter). Det norske punkband har egentlig udgivet musik siden 2010, men var en af Norges gemte musikskatte, indtil Anthony Fantano dækkede 2025-udgivelsen Soft Spot, der fik ros for at samle 00’ernes post-hardcore op på den helt rigtige måde.
Jeg havde overhørt, at Norge har gang i et godt VM i år, men jeg tvivler på, at noget landshold kunne sejre så stort på udebane, som Honningbarna gjorde på Lagune – også selvom det vel næsten var en hjemmebanekamp, da måske samtlige nordmænd var mødt op med deres egne Honningbarna-chants oppe foran scenen.
Fra det første, flænsende guitarriff, stod det klart, at Honningbarna var kommet for at slås. Få numre inde i koncerten spillede guitarist Christoffer Trædal crowdsurfende i pitten, mens forsanger, Edvard Valberg, sprang hen over scenen, skrigende på norsk med en bidsk grimasse, der kunne ses helt ned på de billige rækker. De norske fans lod heldigvis robådspitten blive hjemme, men heldigvis lignede det, at der til gengæld var godt gang i den gode, traditionelle moshpit.
Rent musikalsk lægger Honningbarna sig godt op ad Idles med dyb brummende bas og synkoperede trommerytmer, der kan smække noget energi selv de trætteste festivalgæster for enden af en god lang dagsbrandert. Af og til sneg der sig elektroniske elementer ind i sangene, så de matchede Honningbarnas overdådige laserlysshow, ligesom der også var kom smæk på en koklokke under et af numrene.
Den absolutte overskrift for min aften var dog åbenbart ‘Fri Palæstina’. Og hvis jeg havde glemt, hvilken koncert jeg i den forbindelse skulle til, kunne jeg næsten bare have fulgt flagene. Honningbarnas koncert peakede nemlig også midt i settet under “Fri Palestina”, hvor Valberg greb en cello og alligevel formåede at se umådeligt punk ud, mens der blev skrålet højlydt med på omkvædet.
Det var sgu en punkkoncert, som punk skal leveres. Godnat og tak, og fri Palæstina!
