Plader

Mokira: Hateless

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Det er som at rejse ind i sig selv og pludselig få adgang til tankerne på en helt ny måde, når man lytter til Mokiras seneste album ved høj lydstyrke. I løbet af 55 minutter vrides bas og støj rundt i den musikalske manege, så både ører og hjerne virkelig kommer på arbejde. Foruroligende og dragende.

Svenske Andreas Tilliander brugte første gang sit alias Mokira, da han udgav det skelsættende album Cliphop på selskabet Raster Noton. Albummet var i høj grad med til at danne den glitchede, beatprægede lyd, som selskabet Mille Plateaux siden blev hjemsted for. Og hvis man generelt er til clicks’n’cuts, er det et album, man bare SKAL eje.

Hateless er Tillianders sjette album som Mokira, og her er ikke mange beats eller clicks – albummet er til gengæld meget mørkere og mere fysisk, end hvad de hidtidige Mokira-plader bare har strejfet. Det er et album, der på forunderlig vis blander varm analog lyd med kold, industriel ambient, som ved høj lydstyrke virkelig får en forunderlig, fysisk karakter, fordi musikken decideret kan føles. Så Hateless skal spilles højt for at få det fulde udbytte.

Den dybe bas kombineres på albummet med tyk støj og sitrende lydflader, som overraskende nok ikke er lavet med brug af computer. Andreas Tilliander har droppet sin laptop og har i stedet skabt sin lyd alene ved hjælp af to Korg-maskiner. De manglende beats erstattes af pulserende loops og repeterende støjudfald, der næsten giver musikken en håndgribelig karakter midt i det svævende udtryk. “Hatelee Sweet Darling” får en bølgende fornemmelse på grund af de toner, der blandt statisk støj og brummende bas svinger mellem højre og venstre kanal. Hvis man kender Tillianders kærlighed for dub, kan man høre lidt af inspirationen derfra.

Andre steder er det mere mikroskopiske, kogende basbobler, der giver tekstur til de dybe lydlandskaber. Det gælder f.eks. “Hand in Ghate”, mens “Hate Me Like I Do” baseres på mere højfrekvente støjflader, der minder om radiobølgeinteferens – og sådan set også om de optagelser af Jordens pladetektonik, som Jacob Kirkegaard lagde frem på albummet Eldfjall. “Sunshine and Hate” er bemærkelsesværdig, fordi Tilliander musikalsk nærmest har zoomet ind på en basstreng og med alle detaljer viser, hvordan strengen vibrerer i alt sin usikkerhed og variation.

I løbet af de 55 minutter, albummet varer, er det muligt at glemme, både hvor lang tid det har kørt, og hvor i verden man befinder sig. Det er med andre ord på én gang nemt og krævende at lytte til Hateless, fordi albummet er abstrakt og ganske dragende. Sikkert er det, at man efter endt lytning ikke er kommet i positivt humør.

Der er til trods for det gennemgående hadske tema dog intet aggressivt over Hateless. Det ses f.eks. i de humoristiske titler, hvor Tilliander tager hadsk pis på en række sangtitler og erstatter ordet ’love’ med ’hate’. I stedet er den mørke, dragende støj ganske grandios, episk og organisk. Det er et album til alenetid placeret vandret på sofaen, et album til at samle tankerne med, et album til at få vendt sine følelser med.

★★★★½☆

Deltag i debat